Stor, større, bedst

Scenografien er bygget helt ud i salen i det ikoniske scenerum, så både kongeloge og hofdameloge er skjult af Notre Dames træbjælker i Benjamin la Cours imponerende scenografi, der stadig er et af forestillingens største scoop. Turen gennem katedralen giver præcis det sug i maven som man husker fra Fredericia, og lyssætningen synes endnu smukkere end ved ur-premieren.

I det hele taget er hele molevitten mere imponerende og synes om muligt endnu bedre, end da den sås i Fredericia.

Toner og fraseringer sidder lige hvor de skal, og orkester og kor får en imponerende vellyd ud af Alan Menkens storladne pompøse musik – også de stille passager lyder så smukt, som man kunne ønske sig.

I rollerne genser man Mads M. Nielsens knugede og indestængte Frollo, der kun på ydersiden er så from som han lyder – det farlige begær ligger ikke så dybt begravet, som han ville ønske – en flot skuespilpræstation der sætter sig dybt hos publikum, selvom det vokalt ikke var helt på toppen til københavnerpremieren.

Bjørg Gamst er en ny Esmaralda, og hun er imponerende adræt i dansen og sikker i sin vokal – med både styrke og vrede, men også med en hjerteskærende renhed i sine ballader. Hun mangler måske en snert mere sigøjner-glød men virker klart mere frigjort i rollen end Vanessa Rodríguez Ibarra gjorde i Fredericia.

Christian Lund og Diluckshan Jeyaratnam er begge tilbage som henholdsvis Kaptajn Phoebus og Clopin med usvækket kraft.

Lars Mølsted er igen Quasimodo. Man troede ikke det var muligt at gøre figuren og præstationen endnu bedre, end den allerede var – MEN DET GØR HAN! Fra første øjeblik ejer han simpelthen den mest berømte scene i Danmark – nemlig Det Kongelige Teaters Gamle Scene – med en selvfølgelighed, som havde han altid stået der – men også med en kunstnerisk ydmyghed, der kendetegner de allerstørste blandt Thalias stjerner. Vokalt sprænger han næsten rammerne for, hvad man kan, og spillemæssigt får han os alle med i både de første scener som kejtet skifting og den store følelsesmæssige rutsjetur til sidst i forestillingen. Han cementerer sin plads som en af de største musicalstjerner vi nogensinde har haft her i landet.

Det bliver svært at overgå en forestilling som Klokkeren fra Notre Dame – men jeg er sikker på at Fredericia Teater nok skal prøve det med Prinsen af Egypten og Seebach i den kommende sæson.