Holberg i Spanien

Komedien handler om et spansk ægtepar af gammel og fornem slægt – så fornem at de stort set ikke kan omgås nogen andre i byen, ja nærmest i hele Spanien. Det går så ud over datteren, der meget gerne vil giftes med en af ikke så fin familie. Det groteske opstår så i, at de fornemme er fattige som kirkerotter, mens de knapt så fornemme har masser af penge. En fiks problemstilling, som Holberg får masser af satire ud af – glimrende moderniseret af Claus Flygare med smarte ordspil og navne helt i Holbergs ånd.

Emmet Feigenberg har iscenesat med fine detaljer og sjove påhit, uden helt at være så vild og fyrig som komedien lægger op til. Det bliver en smule for tamt i tempoet, og der var scener og personer, der helt kunne skæres væk, uden at det ville gøre noget for helheden – bl.a. Steen Stig Lommers egen rolle som page hos Don Ranudo, skal absolut intet andet end være unødvendigt fyld, og bliver aldrig for alvor sjov som figur. Noget af problematikken i forestillingen skyldes også Holberg selv. Det er ikke en af hans mest vellykkede komedier. Der er megen snak, der ikke skal så mange steder hen, og en intrige, der er meget lille, og hvor forvekslingen og udredningen af samme til sidst nærmest er ikke-eksisterende, derfor havde en skrappere og vildere stramning af løjerne været kærkommen.

Til gengæld er der nogle helt henrivende scener mellem Henrik Kofoed og Lone Hertz som det fattigfine ægtepar, der finder på alskens historier for at dække over deres fattigdom. Ubetalelige skønne i scenen, hvor de inviterer en bondemand indenfor, for at prøve og se om de kan spise så jævn mad – vi som publikum ved, at de ikke har spist mad i flere dage grundet manglende kapital og ubetalte regninger. De er så optaget af deres egen fornemhed, at de selv tror på de løgne, de fortæller andre. Dermed bliver de komiske og latterlige figurer, men Emmet Feigenberg formår også at gøre dem menneskelige, så vi som publikum også har sympati for dem, og det er flot gjort. Man kan måske sige, at både Lone Hertz og Henrik Kofoed agerer lidt for sunde og friske til at ligne nogle, der ikke har fået et ordentligt måltid i flere år og derfor nærmest må være fuldstændigt tappede for kræfter – men pyt de er begge overordentlig vellykkede i rollerne.

Tina Gylling Mortensen er formidabel som den entreprenante søster til Peter Halds overklasseforkælede bejler med fyrig bule i bukserne. Molly Blixt Egelind er sød og charmerende som datteren af de fattigfine, og Ida Cæcilie Rasmussen samt Jesper Hyldegaard fylder rollerne som de altid snarrådige tjenestefolk godt og kækt ud. Det hele er er tilsat stemningsfuldt guitarspil af Jacob Gurevitsch.

Der var ikke megen spansk sommer over vejret til premieren. Alligevel kunne vi nyde Karin Betz' flotte kostumer og skæve varme scenografi med masser af knald på de farver, forestillingen manglede en smule i iscenesættelsen.