Rigoletto på Operaen er fyldt med farverige flotte men forvirrende optrin. , Foto Miklos Szabo

SUK!

Af Per Lundsgaard 11. september 2017

Fortænkt, fordrejet og forvrøvlet er hvad man kan kalde Den Kongelige Opera og Anira Amos nye udgave af Verdis klassiker Rigoletto.

Titel:
Rigoletto

Teater:
Det Kongelige Teater
Operaen
Store Scene

Spilleperiode:
10. september - 21. november

Vi er i et stort fetishhospital hvor Rigoletteo er endt efter det sammenbrud der er resultatet af den ulykkelige slutning på tragedien som han selv er skyld i. Vi får så historien om hvordan det endte så galt i et syret langt flashback, postuleret set oppe i Rigolettos syge hjerne - hvor Hertugen af Mantova og de andre mænd er medlem af knep-en-lolita-dukke-klubben. Hertugen forelsker sig i Rigolettos datter - der er indespærret i en stor bankboks der minder om konturen på guvernanten Gildas frisure. Hun optræder som en slags dukke a la Coppelia, og lejemorderen Sparafucie suser rundt på en lille trehjulet cykel, og koret optræder som lysende skelletter, baghorisonten er konstant skiftende film af forskellige heroglyflignende tegn og ubehjælpsom grafitti samt slørede nærbilleder af humpende lolitadukker og de øvrige medvirkende . Det efterlader tilskueren med et spørgsmål: Hvorfor??. Svaret får man aldrig, og til sidst er man sådan set også ligeglad for man har opgivet at følge med men nyder sangen og musikken. 

Det er da heller ikke ubetinget grimt at se på de scenebilleder man præsenteres for, men nu hvor Rigoletteo ikke har været oppe på Den Kongelige Opera i evigheder, ville man gerne have oplevet en iscenesættelse der gav mere mening end den Aniara Amos har formået at få bakset sammen. Al den cross dressing der bydes på i forestillingen - noget som Stefan Herhaim elegant udnyttede i Hoffmanns Eventyr i sidste sæson - kikser og trætter her.

Sangligt er der intet at komme efter. Gæsten Sebastian Catana er gribende som Rigoletto med alle figurens sanglige facatter lige i skabet. Peter Lodahl knalder hittet La donne é moblie ud komplet med tandpasta smil, men er også smukt klingende i de følsomme passager. Sofie Elkjær Jensen er ren og kraftfuld som datteren, og Sten Byriel er dyb som graven i lejemorderpartiet.

Orkestret spiller Verdi med pondus og nænsomhed underPaolo Carignanis ledelse , og herrekoret giver samklingende vellyd til korpassagerne. Tænk hvad det kunne være blevet til med en anden instruktør ved roret. Nu ender det tåbeligt og hovedrystende men musisk brilliant. Stjernerne gives for det sidste. 

Tjek os ud

Teater

Annonce

Et afbud blandt bøsser

Uanset om det er forår, sommer, efterår eller vinter så er Gran Canaria altid et hit. Vi tog en afbudsrejse me...

Et afbud forbindes sjældent med noget godt – når man siger afbudsrejse, får de fleste ...

Tivoli Food Hall

Tivoli Food Hall – en ny epoke

En ny epoke i Tivolis historien –det er netop hvad den nye Food Hall bliver når den for alvor slår dørene op d...

Med den nye Food Hall på hjørnet af Vesterbrogade og Bernstorffsgade er Tivoli godt på vej ...

Thure Lindhardt er et godt og velspillet midtpunkt i Gogols groteske forvekslingskomedie Revisoren på Nørrebro Teater.

Korrupt landmandsliv

Revisoren på Nørrebro Teater er en herlig besk forvekslingskomedie der nådesløst udstiller et korrumperet samf...

21. feb
Dylan O'Brien er øjenguf i hovedrollen som agent på terrorjagt i den mislykkede American Assassin.

Flot action - flad handling

American Assassin er en mærkelig blanding af gode skuespillere, flot action og middelmådigt manuskript.

14. feb
Christine Gjerulff og Mikkel Reenberg giver flere bud på frygt i den sjove og tankevækkende T-error på Teater Får302.

Hånd i hånd med frygten

På Teater Får302 tager de frygten under kærlig og skarp behandling. Det er der blevet en rammende og sjov fore...

14. feb
Der er masser af glitter og Queer-feeling i musicalen Pippin på Malmø Opera.

Magisk glitrende musical i Malmø

Malmø Opera må næsten have tømt hele byen for paillet-stof og glitter, for scenen er et overdådigt slaraffenla...

12. feb