Rigoletto på Operaen er fyldt med farverige flotte men forvirrende optrin. , Foto Miklos Szabo

SUK!

Af Per Lundsgaard 11. september 2017

Fortænkt, fordrejet og forvrøvlet er hvad man kan kalde Den Kongelige Opera og Anira Amos nye udgave af Verdis klassiker Rigoletto.

Titel:
Rigoletto

Teater:
Det Kongelige Teater
Operaen
Store Scene

Spilleperiode:
10. september - 21. november

Vi er i et stort fetishhospital hvor Rigoletteo er endt efter det sammenbrud der er resultatet af den ulykkelige slutning på tragedien som han selv er skyld i. Vi får så historien om hvordan det endte så galt i et syret langt flashback, postuleret set oppe i Rigolettos syge hjerne - hvor Hertugen af Mantova og de andre mænd er medlem af knep-en-lolita-dukke-klubben. Hertugen forelsker sig i Rigolettos datter - der er indespærret i en stor bankboks der minder om konturen på guvernanten Gildas frisure. Hun optræder som en slags dukke a la Coppelia, og lejemorderen Sparafucie suser rundt på en lille trehjulet cykel, og koret optræder som lysende skelletter, baghorisonten er konstant skiftende film af forskellige heroglyflignende tegn og ubehjælpsom grafitti samt slørede nærbilleder af humpende lolitadukker og de øvrige medvirkende . Det efterlader tilskueren med et spørgsmål: Hvorfor??. Svaret får man aldrig, og til sidst er man sådan set også ligeglad for man har opgivet at følge med men nyder sangen og musikken. 

Det er da heller ikke ubetinget grimt at se på de scenebilleder man præsenteres for, men nu hvor Rigoletteo ikke har været oppe på Den Kongelige Opera i evigheder, ville man gerne have oplevet en iscenesættelse der gav mere mening end den Aniara Amos har formået at få bakset sammen. Al den cross dressing der bydes på i forestillingen - noget som Stefan Herhaim elegant udnyttede i Hoffmanns Eventyr i sidste sæson - kikser og trætter her.

Sangligt er der intet at komme efter. Gæsten Sebastian Catana er gribende som Rigoletto med alle figurens sanglige facatter lige i skabet. Peter Lodahl knalder hittet La donne é moblie ud komplet med tandpasta smil, men er også smukt klingende i de følsomme passager. Sofie Elkjær Jensen er ren og kraftfuld som datteren, og Sten Byriel er dyb som graven i lejemorderpartiet.

Orkestret spiller Verdi med pondus og nænsomhed underPaolo Carignanis ledelse , og herrekoret giver samklingende vellyd til korpassagerne. Tænk hvad det kunne være blevet til med en anden instruktør ved roret. Nu ender det tåbeligt og hovedrystende men musisk brilliant. Stjernerne gives for det sidste. 

Tjek os ud

Teater

Annonce

Turen går... med Interrail 

Har man ikke har travlt, er det at rejse med tog noget af det smukkeste, og med DSB Interrail kan man hoppe af...

Der er vist ikke nogen rigtig eller forkert måde at bruge en interrail-billet på. Som DSB selv skr...

Turen går til Oslo 

Oslo ligger bogstaveligt for ens fødder når man tager DFDS “Oslobåd". Fra luksus til luksus – de næste 48 ti...

De fleste vælger desværre flyet når de skal til Oslo, dels fordi det er billigt, dels fordi ...

Årets tre charmerende medvirkende i Ganløse Revyen, Camille Rommedahl, Martin Knudsen og Liselotte Krogager.

Varm og charmerende aften i Ganløse

Der er altid en helt særlig stemning på Ganløse Kro når man sidder bænket ved de lange borde og skel se revy. ...

18. jun
Generator på Takkelloftet er denne gang en lidt bleg omgang - en af undtagelserne er balletten Kejser af Alessandro Sousa Pereira.

Generator i tomgang

Dansk Danseteater præsenterer den nyeste omgang Generator, som er tænkt som en præsentation af nye og inspirer...

27. maj
 

MOR og FAR SIDDER I GRØFTEN

Et godt firkløver 

Uhyggeligt god underholdning i Tivoli – en sikker klassiker med Peter Frödin, Mia Lyhne, Anders W. Berthelsen ...

24. maj
Der er slag for skillingen i Det Kongelige Teaters Røde Orm i Ulvedalene - her med en på alle måder slagkraftig Andreas Jebro i centrum i titelrollen.

Flot Vikinge-spektakel

Det Kongelige Teater præsenterer med Røde Orm et farverigt og folkeligt vikingespil i Ulvedalene . 

24. maj