SUK!

Vi er i et stort fetishhospital hvor Rigoletteo er endt efter det sammenbrud der er resultatet af den ulykkelige slutning på tragedien som han selv er skyld i. Vi får så historien om hvordan det endte så galt i et syret langt flashback, postuleret set oppe i Rigolettos syge hjerne - hvor Hertugen af Mantova og de andre mænd er medlem af knep-en-lolita-dukke-klubben. Hertugen forelsker sig i Rigolettos datter - der er indespærret i en stor bankboks der minder om konturen på guvernanten Gildas frisure. Hun optræder som en slags dukke a la Coppelia, og lejemorderen Sparafucie suser rundt på en lille trehjulet cykel, og koret optræder som lysende skelletter, baghorisonten er konstant skiftende film af forskellige heroglyflignende tegn og ubehjælpsom grafitti samt slørede nærbilleder af humpende lolitadukker og de øvrige medvirkende . Det efterlader tilskueren med et spørgsmål: Hvorfor??. Svaret får man aldrig, og til sidst er man sådan set også ligeglad for man har opgivet at følge med men nyder sangen og musikken. 

Det er da heller ikke ubetinget grimt at se på de scenebilleder man præsenteres for, men nu hvor Rigoletteo ikke har været oppe på Den Kongelige Opera i evigheder, ville man gerne have oplevet en iscenesættelse der gav mere mening end den Aniara Amos har formået at få bakset sammen. Al den cross dressing der bydes på i forestillingen - noget som Stefan Herhaim elegant udnyttede i Hoffmanns Eventyr i sidste sæson - kikser og trætter her.

Sangligt er der intet at komme efter. Gæsten Sebastian Catana er gribende som Rigoletto med alle figurens sanglige facatter lige i skabet. Peter Lodahl knalder hittet La donne é moblie ud komplet med tandpasta smil, men er også smukt klingende i de følsomme passager. Sofie Elkjær Jensen er ren og kraftfuld som datteren, og Sten Byriel er dyb som graven i lejemorderpartiet.

Orkestret spiller Verdi med pondus og nænsomhed underPaolo Carignanis ledelse , og herrekoret giver samklingende vellyd til korpassagerne. Tænk hvad det kunne være blevet til med en anden instruktør ved roret. Nu ender det tåbeligt og hovedrystende men musisk brilliant. Stjernerne gives for det sidste.