Rigoletto på Operaen er fyldt med farverige flotte men forvirrende optrin. , Foto Miklos Szabo

SUK!

Af Per Lundsgaard 11. september 2017

Fortænkt, fordrejet og forvrøvlet er hvad man kan kalde Den Kongelige Opera og Anira Amos nye udgave af Verdis klassiker Rigoletto.

Titel:
Rigoletto

Teater:
Det Kongelige Teater
Operaen
Store Scene

Spilleperiode:
10. september - 21. november

Vi er i et stort fetishhospital hvor Rigoletteo er endt efter det sammenbrud der er resultatet af den ulykkelige slutning på tragedien som han selv er skyld i. Vi får så historien om hvordan det endte så galt i et syret langt flashback, postuleret set oppe i Rigolettos syge hjerne - hvor Hertugen af Mantova og de andre mænd er medlem af knep-en-lolita-dukke-klubben. Hertugen forelsker sig i Rigolettos datter - der er indespærret i en stor bankboks der minder om konturen på guvernanten Gildas frisure. Hun optræder som en slags dukke a la Coppelia, og lejemorderen Sparafucie suser rundt på en lille trehjulet cykel, og koret optræder som lysende skelletter, baghorisonten er konstant skiftende film af forskellige heroglyflignende tegn og ubehjælpsom grafitti samt slørede nærbilleder af humpende lolitadukker og de øvrige medvirkende . Det efterlader tilskueren med et spørgsmål: Hvorfor??. Svaret får man aldrig, og til sidst er man sådan set også ligeglad for man har opgivet at følge med men nyder sangen og musikken. 

Det er da heller ikke ubetinget grimt at se på de scenebilleder man præsenteres for, men nu hvor Rigoletteo ikke har været oppe på Den Kongelige Opera i evigheder, ville man gerne have oplevet en iscenesættelse der gav mere mening end den Aniara Amos har formået at få bakset sammen. Al den cross dressing der bydes på i forestillingen - noget som Stefan Herhaim elegant udnyttede i Hoffmanns Eventyr i sidste sæson - kikser og trætter her.

Sangligt er der intet at komme efter. Gæsten Sebastian Catana er gribende som Rigoletto med alle figurens sanglige facatter lige i skabet. Peter Lodahl knalder hittet La donne é moblie ud komplet med tandpasta smil, men er også smukt klingende i de følsomme passager. Sofie Elkjær Jensen er ren og kraftfuld som datteren, og Sten Byriel er dyb som graven i lejemorderpartiet.

Orkestret spiller Verdi med pondus og nænsomhed underPaolo Carignanis ledelse , og herrekoret giver samklingende vellyd til korpassagerne. Tænk hvad det kunne være blevet til med en anden instruktør ved roret. Nu ender det tåbeligt og hovedrystende men musisk brilliant. Stjernerne gives for det sidste. 

Tjek os ud

Teater

Annonce

Dit Tivoli har stadig åben

Selvom Tivoli har lukket ned for forlystelserne i vinterperioden, er der stadig åbent for gourmetforlystels...

Du kan godt glemme alt om at skulle snige dig langs Tivolis mure for at finde den hemmelige indgang til alverd...

Det danske romeventyr

Alle veje fører til Rom. Rom blev ikke bygget på en dag. Vi kender alle de små ordsprog, vi bruger i hverdagen...

Rom eller Rum, hvordan du nu har lyst til at stave det(alle veje føre alligevel til det samme). Rom er ...

Maria Lucia Heiberg Rosenberg og Carsten Svendsen som Annie Oakley og Frank Butler er drivkraften i musicalen Annie Get Your Gun på Det Ny Teater.

Sådan får man ram på succes!

Annie Get Your Gun på Det Ny Teater er godt gammeldags musicalteater i luksusindpakning.

22. sep
Danserne er en nydelse i årets Wallmans-show.

Festlig aften i Wallmans

Efter sidste års dukkert er Wallmans på vej tilbage til tidligere tiders festlige storform . . . men det frækk...

21. sep
Den nye film Boss Baby er mere bizar end godt er.

Når baby bestemmer

Den er mere bizar end sød den nye animationsfilm fra Dreamworks om en baby der tager kontrollen over en hel fa...

20. sep
Morten Burian er uafrystelig god i forestillingen Rocky på Husets Teater.

En lige højre til de rigtige meninger

Husets Teaters Rocky er provoteater der chokerer og rammer tilskueren lige i solar plexus.

20. sep