Pudsigt hippieteater

Der er sikkert mange der er uenige med mig og dem undskylder jeg overfor - men jeg har sjældent set så gammeldags teater som Odin Teatrets forestilling Træet, som jeg så på Teater V i Valby i går aftes.

Lige fra duften af røgelse til den improviserede usammenhængende tekst og scenegang er vi tilbage i 60'ernes og 70'ernes alternative teater. De fleste af de medvirkende synes også at være fra den tid. Sjove påfund undervejs forbliver pudsige og bidrager til forestillingens ubehjælpsomme flagren rundt i alle mulige forsøg på at virke interessant og levende.

De mange medvirkende fra forskellige lande spiller det bedste de kan på hver deres sprog og måde, men vi forstår at det handler om krigens rædsler med et vissent livstræ, plantet af en ung piges far, som samlende midtpunkt. Omkring træet render et par munke rundt og forsøger at tiltrække fugle, dukker af forskellig art mister hovedet, og krigsherrer fra diverse verdensdele diskuterer krigens nødvendighed.

Det hele ledsages af buddhistisk musik og tam tam, og ind i mellem de forskellige floskler om krig og fred, håb og had, opstår der enkelte poetiske musiske øjeblikke. Da luften lukkes ud af de ubekvemme gummisæder vi sidder på, slipper vi ud af den trancelignende tidslomme, og splitsekundet efter er forestillingen glemt.

Som teaterstudie er forestillingen sikkert interessant, og der var da også en del blandt publikum der havde haft en berigende aften i teatret - godt for dem. På den måde er det jo herligt at teatret er så vidtfavnende at der er plads til - og noget for alle. Jeg stod af - men heldigvis for Odin Teatret var der mange der stod på.