Heil Johannessen

Nørrebro Teater har skabt en forestilling med Diktatoren der tager en gammel film fra 1940 og loyalt og nænsomt gør den moderne. Der er masser af respekt til Chaplins film og til Chaplins figur, som Olaf Johannessen gør helt til sin egen med små præcise og kærlige hilsner til Chaplin. Det er en imponerende flot præstation at turde give sig i kast med en så kendt figurtegning - og have modet til at kopiere enkelte steder - men bibeholde sit eget aftryk. Skiftet mellem barberen og dikatoren er skarpt og præcist, og passionen, håbet og bønnen spirer frem i den sidste tale som Johannessen holder på scenen. Smukt og rørende.

Omkring Johannessen er der sprudlende godt spil af de øvrige medvirkende i Nikolaj Cederholms sikre iscenesættelse af Chaplins mesterværk fra 1940. Skulle nogen være i tvivl om handlingen - handler den om en jødisk barber der vågner efter 20 år i koma og med hukommelsestab. Han vender hjem til sin barbersalon men må se den lejet ud til den unge, friske, og selvstændige Hannah. Han ligner til forveksling landets nye diktator Hynkel som er i gang med en storstilet jødeforføgelse og ny verdenskrig. 

Det er grovkornet komik og satire langt hen ad vejen - på en flot sort/hvid/grå scene som effektivt udnyttes til de mange steder forestillingen foregår. Ved pianoet sidder Olivier Antunes og spiller underlægningsmusik under hele forestillingen. Det er med til at give en kærlig og effektfuld hilsen tilbage til Chaplins film. Foruden musikledsagelse er Antunes også leveringsdygtig i et utal af lydeffekter.

Som med al god komedie og underholdning ligger der et alvorligt lag under overfladen. Referencerne til nutidens fremmedhad og tåbelige diktatorlignende præsidenter er klare - men heldigvis ikke presset ned over os. Cederholm har klogeligt tænkt at vi som publikummer godt kan regne ud hvad pointen er uden at den skal skæres ud i pap - tak for det!

Det er sjovt, tankevækkende og godt teater på Nørrebro - som fortjener et stort publikum den næste måndes tid.