Mere kniv end silke

Man ved fra filmbranchen at to'eren altid er svær og oftest dårligere end etteren. Desværre synes det også at være tilfældet med Silk & Knife 2 på Gamle Scene. Den oprindelige Silk & Knife, der havde kæmpesucces på Kongens Nytorv for ti år siden, tog publikum med storm med sin frække, forførende, humoristiske og rørende koreografi og musik.

Det er samme koreograf man har vendt sig mod denne gang - nemlig Jiri Kylian - der især har gjort sig bemærket med Nederlands Dans Teater, men der er lidt galt med sammensætningen af programmet hvis man vil have fat i det brede publikum og sælge en masse billetter.

Det begynder ellers flot og gribende med balletten Salmesymfoni, skabt til musik af Stravinsky. Hele bagvæggen er fyldt med bedetæpper, og danserne skiftes næsten rituelt til pas de deuxer og flotte korpsformationer.

Astrid Elbo, J'aime Grandall, Amy Watson og Ida Praetorius skiller sig ud på damesiden, Samuel Rees, Anderas Kaas, Jón Axel Fransson og Marcin Kupinski på herresiden. Det er en ballet der viser en civilisation i opløsning - og med alle gående mod en uvis fremtid til sidst - stærkt koreografet og stærkt danset. Her var den sammensmeltning af blødt og skarpt (Silk & Knife) som programmet skal være sammensat af for at vise at Kylian mestrer begge dele - og evnen til at blande dem - eminent. Det er så her det går lidt galt, for de resterende balletter på programmet har ikke megen blødhed over sig. Det skyldes især valget - eller rettere fravalget - af musik.

Sarabande hedder næste ballet. Den er kun med herrer der med primalskrig og lyde danser under store renæssancekjoler. Der er små brudstykker af musik af Bach, og balletten har mange sjove påhit i sin udstillen af manden som lidt af et dyrisk fjols. Her er det Jonathan Chmelensky dansende med bukserne om anklerne og flotte Matteo Di Loreto der skiller sig ud. Bonusinfo til det mandlige homopublikum: Der er bare overkroppe!

Næste ballet er Fallen Angels som vi så første gang i foråret. Til trommemusik er de otte piger på scenen knivskarpe i deres trin og bevægelser. Imponerende og overlegent frækt på samme tid - de får i mere end en forstand tromlet drengene ud af scenen. 

Så kommer vi til aftenens sidste ballet - og programmets egentlige problem. Der er som sådan ikke noget galt med værket 27'52'', men det lagde sig ikke i afstand fra de to foregående - men i stor afstand fra aftenens første ballet - og her taler jeg især om musikken. For det der gjorde Silk & Knife til en sællert var musikken af Mozart og Bach der kælede for publikums ører mens øjnene blev forkælet af koreografien. Her slutter man med noget meget abstrakt musik - og en meget abstrakt ballet, grænsende til det underlige. Sådan kan man ikke afslutte en balletaften man gerne vil sælge billetter til. "Det ligner en gymnastikopvisning jeg engang var til", sagde en pæn dame foran mig på vej ud af teatret, og det er ikke godt hvis det "almindelige" publikum har den opfattelse efter forestillingen. Det får ikke folk i teatret. 

Når det er er sagt, så danses aftenens sidste værk yderst elegant, smukt og voldsomt af Stephanie Chen Gundorph med Jonathan Cmelensky, Alba Nadal med Tobias Praetorius samt Ji Min Hong med Meiambek Nazargoshayev, men balletten endte med at føles en smule langtrukken og trættende - især fordi man undrede sig over hvorfor man dog havde valgt at spille den som sidste ballet - og i det hele taget sammensætte programmet som man gjorde. Nogle lidt mere let telgængelige Kylian-balletter havde været at foretrække - eller måske et gensyn med Petite Mort eller Sechs Tänze eller den smukke og gribende Soldiers Mass som jeg ikke mener vi har set på Kongens Nytorv endnu

Danserne er der ihvertfald ikke noget galt med.