Der er masser af velfungerende komisk teamwork i Komedien, hvor alt går galt, der lige nu turnerer rundt i hele landet med Folketeatret., Foto Thomas Petri
Folketeatret har sendt en uforpligtende omgang spas på landevejen med Komedien hvor alt går galt - i aftes lagde den Odense Teater ned i latteranfald.
Titel:
Komedien hvor alt går galt
Teater:
Folketeatret turne
Spilleperiode :
Frem til 21. november
Se www. folketeatret.dk
for turneplan
Det er som titlen siger - en komedie hvor alt går galt.
En samling entusiastiske amatørskuespillere er gået sammen om at opføre mordmysteriet "Det mystiske mord på Haversham gods". Det kræver en virkelig god professionel skuespiller at spille en virkelig god amatør. Folketeatret har besat forestillingen ganske fortrinligt. Lige fra Peter Schlie Hansens nuttede tekniker, over Marie Mondrups herlige forestillingsleder - der pludselig opdager scenens magi, Jesper Riefensthals glade amatør, Kristian Holm Joensens kropskomik, Patricia Schumanns vampede primadonna, Gordon Kennedys friske spil, Jakob Højlev Jørgensens døde noble spil, til Thomas Mallings hårdtprøvede teaterdirektør mores vi og skraldgriner af håbløse situationer de havner i.
Det kræver hårdt arbejde, præcision og timing at få en sådan en komedie til at lykkes - og uden det er der ingen forestilling. Heldigvis er der masser af komisk timing i Geir Sveaass' iscenesættelse, der ligger sig tæt op af den engelske originalproduktion, men der kan til tider savnes lidt af den ungdommelige vildskab der var i originalbesætningen i London. Det er i lidt mere mageligt tempo i den danske version, men det så ikke ud til at belaste publikummet i Odense Teater i aftes. Salen væltede af grin flere gange, og det er den bedste garant for at forestillingen virker som den skal. Sjovt er det da også når kulisser vælter ned over hovedet på de medvirkende - og tekst og entreer byttes rundt - men alt fortætter i bedste the-show-must-go-on stil.
Det er Svend, Knud og Valdemar på speed til denne uforpligtende glade aften i byen. Man kan roligt læne sig tilbage og bare grine af andres ulykker - der jo heldigvis "kun" er teater.