David Danholt som Tamino i favnen på tre skønne kvinder i Den Kongelige Operas vellykkede udgave af Mozarts Tryllefløjten., Foto Miklos Szabo

Fortryllende Tryllefløjte

Af Per Lundsgaard 27. november 2017

Den Kongelige Opera har netop haft repremiere på Mozarts operahit, Tryllefløjten, i Marco Arturo Marellis muntre iscenesættelse.

Titel: 
Tryllefløjten

Teater:
Det Kongelige Teater
Operaen
Store Scene

Spilleperiode:
25. nov 2017 - 11. mar 2018

Det er handlingen i Mozarts opera fra 1791 der er i centrum for Merellis iscenesættelse – her genskabt af Enrico de Feo. Den bliver fortalt tydeligt og muntert af et hold sangere der også magter at give rollerne det liv som iscenesættelsen påbyder.

Det kan selvfølgelig have både sine gode og negative sider at følge handlingen slavisk – med al dens sværmen omkring frimurerloge, racisme og mandschauvinisme – men når spillet er så levende som her, og glimtet i øjet ikke er til at tage fejl af, sluger vi alt vrøvlet med et smil på læben i en herlig blanding af dansk og tysk.

Man kan måske mene at det magiske og eventyragtige der ligger i handlingen, ikke rigtig vises i scenografien som især i første akt virker en smule bastant og uforanderlig i udseende, men i anden akten kommer der noget farve og spil i dekorationen, og man føler mere helheden med resten af værket.

Sangligt er vi i den absolutte top med en formidabel Serenad Burcu Uyar som Nattens Dronning der med kraft og flot klang smækkede både de berømte koloraturer og sanglige passager i hovedet på os med uhyre præcision.

Palle Knudsen havde os også i sin hule hånd med sin dejlige, smittende glade Papageno med det naive og enfoldige men hjertevarme sind. Skønt var samspillet med hans udkårne Papagena (Cassandra Lemoine) da mødet endelig finder sted, og ingen af de to kan holde tøjet på længere af bar længsel efter hinanden.

David Danholt og Sine Bundgaard er fine og gode som de unge elskende Tamino og Pamina. Lisa Tjalve, Randi Stene og Susanne Resmark var skønne som de tre damer og Jens Christian Tvilum vild og passioneret som den mørke Monostatos. Henning von Schulman er vokalt præcis i de mørke toner som Sarastro – men mangler lidt volumen og myndighed på stemme og udstråling. I de mindre roller lagde man især mærke til Magnus Ingemund Kjelstad som sjov norsk præst.

Dirigenten Joana Mallwitz fik både den virile vildskab og den stille skønhed frem i Mozarts melodiøse partitur der rummer den ene ørehænger efter den anden.

Som altid hos Mozart skal man igennem en masse hurlumhej og en masse sange om alt muligt, men når det er så fortryllende fremført som her, tager vi gerne det hele med i samtlige tre timer og tyve minutter.

Tjek os ud

Teater

Annonce

Hvem kan sige nej til en omgang fransk?

For to år siden fik Regnbuepladsen en ny restaurant da Madklubben og Steak Royal flyttede ind. Her knap to år ...

I to år har man kunne vælte sig i kød, kød og mere kød. Altid store saftige b...

Turen går... med Interrail 

Har man ikke har travlt, er det at rejse med tog noget af det smukkeste, og med DSB Interrail kan man hoppe af...

Der er vist ikke nogen rigtig eller forkert måde at bruge en interrail-billet på. Som DSB selv skr...

La Bayadère i Prag

Kan man være heldigere end at opleve koreografen Javier Torres nyfortolkning af La Bayadère mens man er i Prag...

7. jul
Sonja Richter som centrum for alles opmærksomhed i Misantropen i Grønnegårdsteatret.

Monoton Misantrop 

Flot er det i Grønnegårdsteatret med blå himmel, grønne træer og flotte kostumer, men en smule stillestående b...

30. jun
De tre medvirkende i forestillingen Forever Young er oplagte men mangler den sidste gnist til at hive morskaben hjem.

Op med sprøjten

Denne farce over medicinalindustrien har selv brug for en saltvandsindsprøjtning. 

25. jun
Det er noget showet kører og musikken spiller at musicalen Seebach løfter sig helt op i det euforiske.

Seebach får taget til at løfte sig på Gamle Scene

Fredericia Teater har igen indtaget Det Kongelige Teaters Gamle Scene – denne gang med deres storsælgende musi...

25. jun