Trættende og larmende dans rundt om mikrofonen

Programmet lover en forestilling om kroppens hengivenhed for musikkens kraft. Hvad vi fik var Annisette Koppels opvarmningsøvelser tilsat larmende trommer og anden overdøvende lyd. Et enkelt nummer blev det til hvor der var noget der kunne kaldes en melodi – her slukkede man lyset så man ikke kunne se danserne!

Der fortælles videre i programmets præsentation af forestillingen at den består af ti numre med hver deres særskilte koreografiske udtryk. Det var heller ikke til at få øje på. Det hele var enten noget der lignede epileptiske anfald eller kasten rundt med hinanden. Noget man har set på siden begyndelsen af 90'erne i den moderne dans. Der var absolut intet nyt eller spændende ved koreografien – uvedkommende og patetisk var den i sit forsøg på at postulere en mening med den gyngende mikrofon som danserne prøvede at nå op til – eller svingede rundt med. En hyldest til musik og krop der aldrig kom.

Kostumerne lignede af uforklarlige årsager en mellemting mellem pyjamas og cirkustøj – desuden så de ikke ud til at passe de enkelte dansere særligt godt.

Jeg kan ikke rigtigt sige om danserne var gode eller ej for de fik ikke vist andet end at de havde en god kondition og formåede at kravle over og smide rundt med hinanden. Ærgerligt når man nu har glædet sig til at se et kompagni der lige har høstet succes i Århus med Marie Brolin-Tanis danseudgave af Biers film Elsker dig for Evigt. Den forestilling bliver det til gengæld spændende at se når den rammer Takkelloftet på Operaen næste forår.

Unødvendigt lang føltes denne aften også – og i den grad i tomgang. Jeg har sjældent været til en forestilling hvor der ikke var en eneste sekvens jeg kunne lide – det fik jeg så oplevet her.

Synd for danserne og synd for publikum.