Flotte danse men ingen handling i Balanchines Nøddeknækker på Det Kongelige Teater., Foto Henrik Stenberg
Den Kongelige Ballets Nøddeknækker er fuld af flotte danse – men historien halter i Balanchines version.
Titel:
Nøddeknækkeren
Teater.
Det Kongelige Teater
Gamle Scene
Spilleperiode:
1. - 22. december 2017
Bedårende ser det ud i Anthony Wards dekoration og kostumer i delikate farver. Smukkest er det i første akts juleselskab – og pudsigt nok er det her at Balanchines version halter mest. Det er optrin efter optrin, og figurene får ingen præsentation eller uddybende karakter.
Det er lidt ligsom at kigge ind ad et vindue og iagttage hvad der sker, uden at vide hvad relationen mellem personerne er. En slags kalaidoskopisk vue over en juleaften hvor en excentrisk onkel render rundt og tryller for nogle børn. Hvorfor han er til stede, og hvorfor han gemmer sig bag et standerur og maner mus frem, gør juletræet større og sig selv og den sovende Marie mindre, vækker legetøjet til live så de kan slås mod Musekongen med tre hoveder og hans hær, vides ikke.
Det ser heller ikke ud til at Morten Eggert ved det i sin udgave af figuren med en masse manerer men intet indhold. Til gengæld er de mange optrin med de skønne elever ved Den Kongelige Balletskole præcise og charmerende dygtigt udført. Selma Hertel er en yndig Marie og Lukas Helt en flot Nøddeknækkerdreng der allerede har masser af stolt balletprinsattitude.
I den smukke sneakt er snefnuggene flot hvirvlende over scenen i ballettens mest velfungerende scene – og med dem forsvinder enhver rest af handling i forestillingen. Anden akten er kun divertissementer – men den anke deler Balanchines version med de fleste andre verden over.
I rækken af danse er Alexandra Lo Sardo og Matteo Di Loreto foran fire par de første, repræsenterende varm chokolade fra Spanien, med dejlig glød i trin og udstråling. Stephanie Chen Gundorph smider masser af sensualitet ind i Balanchines mærkværdigt uerotiske koreografi til kaffen fra Arabien. Alexander Bozinoff som springende kinesisk te virkede ikke særligt oplagt på premiereaftenen med ikke synderligt imponerende split spring. Til gengæld var Jón Axel Fransson en lækker Polkastang med frække tricks gennem hula-hop ringen. Ida Praetorius var i spidsen for Marcinpanhyrdinderne der havde æren af at danse Balanchines mest uinspirerede koreografi – sødt men ligegyldigt.
Ligegyldig er også den underlige Mor Mangebørn, men man ville nødigt undvære de dårende dejlige polkaprikkede polichineller fra Balletskolen. Holly Jean Dorger er nok den bedst dansende Dugdråbe i Blomstervalsen jeg længe har set. Sikke balancer og sikken sikkerhed. Toppen på den dansende kransekage er Grand Pas de Deuxen som klimakset på forestillingen. Den blev danset med al ønskelig bravour af Gregory Dean og Caroline Baldwin der fik den store ære at blive udnævnt til solodanserinde ved fremkaldelsen.
En smukt danset balletaften til Tjajkovskijs eminente partitur, friskt spillet af Copehagen Phil med Jakob Hultberg i spidsen. Julehygge og fortryllende stemning – men historien var ikke til at få øje på.