Hele holdet af skuespileelever i Lysistrate på Odense Teater., Foto PR-foto Odense Teater
Aristofanes' klassiske græske komedie Lysistrate forvandlet til middelsjov julefrokost-impro af skuespilelever fra Den Danske Scenekunstskole i Odense.
Titel:
Lysistrate
eller Kvindernes oprør
Teater:
Odense Teater
Værkstedet
Spilleperiode:
2. - 22. december 2017 og Folketeatret
Hvildkildevej
17. - 20. jaunuar 2018
Er det her præsentationsforestillingen for skuespileleverne i Odense? Eller er jeg havnet til deres julefrokost hvor de laver impro over en græsk komedie for venner og bekendte? Det var det første – men føltes som det sidste.
Vi får at vide i introduktionen at man, da man læste stykket til læseprøven, fandt ud af at det ikke var særligt morsomt set med moderne øjne. Originalen er fra 411 f.v.t. så det kan man næppe fortænke dem i. Man beslutter så at de otte skuespillere skal trække lod om de otte roller forestillingen er skåret ned til hver gang forestillingen spilles. Det er her det går temmelig galt med denne præsentationsforestilling.
Det er meget godt set at man kan lave en revyagtig satireforestiling ud af Aristofanes gamle komedie, der også er kendt under titlen Kvindernes Kamp. Historikere har faktisk sammenlignet komedien med nutidens revy fordi den veksler mellem forskellige viser, seksuelle hentydninger og spark til kendte politiske personer, så opsætningens ramme som en slags cabaretscene er ikke galt tænkt. Ej heller er de groteske store pikke og svulmende kusser de medvirkende render rundt med uden på deres intetkønsgrunddragt: Ifølge græsk mytologi bliver kønnet nemlig sat på os – og først derfra er man mand eller kvinde.
Alle tænkelige tanker i rammen om forestillingen er altså gode nok, men så kommer hele improdelen ind og valget af de forskellige roller. Det betyder at den enkelte skuespiller ikke har en mulighed for at have arbejdet grundigt med en rolle, og de få gange der er originale monologer fra Aristofanes i forestillingen, må man da også bruge et manuskripthæfte – så det er umuligt at sige om de sympatiske skuespilelever magter at spille en decideret rolle eller ej. De er moderat sjove i deres hurtige fortolkning af figurerne – og derved bliver det forestillingen i gennem.
Alt for langt – og helt galt – går det når moralen umotiveret skal presses ned over slutningen af forestillingen. Glemt er det hele når man træder ud – som en pudsig middelsjov oplevelse. Når nu det er en præsentationsforestilling, er det vel ikke meningen at man skal glemme de unge skuespillere i det øjeblik forestillingen er færdig – og ikke have en mulighed for at skelne den ene fra den anden.
Umuligt at fremhæve nogen – bortset fra musikeren Nanna-Karina Schleimann: Hun havde nemlig haft mulighed for at øve sig og præsentere sit arbejde som et forholdsvis færdigt projekt. Er det egentlig ikke det de skal disse unge skuespillere på Den Danske Scenekunstskole med denne forestilling? Præsentere fire års arbejde med at perfektionere skuespilarbejdet – og så gemme improaftenen til julefrokosten.