Længslen efter det evige sekund

I begyndelsen sidder han der midt i det kedsommelige kontorunivers - med en længselsfuld blå baggrund – Henrik Prip som titelfiguren Faust i Goethes skuespil fra 1808. Han drager både os og Djævelen (Mefistofeles), og han slipper os ikke før stykket er slut. En pragtpræstation i længselsfuld søgen og desperation – og gribende rørende øjeblikke da kærligheden mødes på vejen mod det sekund der skal vare for evigt. 

Det er den søgen Faust ikke kan stå sig for at prøve at gå med på da Djævelen i Martin Geertz charmerende og frække skikkelse lokker med det gode tilbud at give ham alt hvad han vil have – med sjælen som indsats. 

På vejen møder de en gammel troldkvinde – som Marianne Mortensen giver skræmmende godt liv – og den unge Gretchen der er bundet til sin blinde bror Valentin – tættere end de fleste søskende. 

Gretchen bliver den store kærlighed for Faust. Line Bie Rosenstjerne forsvarer hende med troskyldighed og ren kærlighed – men også med en smule unaturlig replikføring af Goethes originale tekster der står i vejen for den fulde troværdighed af figuren og gør at spillet bliver lidt stift – noget Carl Christian Riestra som den blinde Valentin desværre kæmper endnu mere med.

Man kunne også have løst overgangene mellem scenerne en smule mere elegant – og så er en time og 45 minutter lang tid på de knirkende stole i den lille sal. Det uegale lydunivers hjælper heller ikke på helheden i en forestilling der er bedst i starten og slutningen, og bliver en smule repetitiv og går i tomgang i midten med en masse ord som ikke altid bliver sagt med lige stor tydelighed og overbevisning. 

Men det er trods alt en forestilling der sætter sig og lever på grund af Henrik Prip der giver os en Faust som insisterer på at finde renheden midt i alt begæret.