Langt og ordrigt stykke om had, kærlighed og tilgivelse

Der er megen tekst, mange ord og mange forklaringer. Også for mange, for med en spilletid tæt på tre timer orker vi til sidst ikke at høre på flere forviklinger i en historie vi har gennemskuet allerede i første akt.

Forestillingen virker meget konstrueret i sin opbygning – og oftest meget unaturlig i sine replikker. Det er ellers en meget dramatisk historie vi skal igennem, med masser af spænding, kærlighed, had og diverse overraskende twists. En kraftig beskæring af teksten ville dog have gjort underværker, men det synes som om iscenesætteren har været nærmest forblændet af stykkets dramatik – og ikke har kunnet gennemskue at der ikke lå ret meget inde bag alle de ord, og det der nu engang lå kunne man have fortalt på nærmest den halve tid og uden den uendelige række af tung symbolik.

Der bliver heldigvis spillet intenst godt af de fleste skuespillere. Sofia Saaby Mehlum og Youssef Wayne Hvidtfeldt er begge naturligt gode som tvillingeparret der mister deres mor og langsomt finder frem til deres egen uhyggelige fortid. De formår at gøre det meste af den svære tekst hørbar. Den afdøde mor spilles af tre skuespillere der samtidig spiller den afdødes egen mor og mormor – her lykkes det bedst for Hanne Hedelund at komme gennem tekstens floskler om flygtninge og krig. Mads Nørby får en rund og hyggelig figur ud af advokaten Hermile, Özlem Saglanmark viser masser af indestængt vrede og passion for frihed som Sawda og Klaus T. Sødregaard er herligt omskiftelig i diverse bifigurer i handlingen.

Det er en trist og tragisk historie men også en historie om kærlighed og tilgivelse som så absolut er værd at beskæftige sig med, men i denne iscenesættelse tabte man tråden.