Spøjs barber i højt tempo

Danske Martin Lyngbo har iscenesat denne nye sprudlende udgave af Rossinis boblende perle af en operaklassiker. Hele operaens handling er flyttet til begyndelsen af forrige århundrede i et stumfilmsunivers.

Det giver masser af anledning til sjov og spas i groteske situationer - og det er meget godt set at Cesare Sterbinis libretto efter Beaurmarchais skuespil med al dets bøvede handling gør sig godt i den hårdt optegnede og markerede spillestil der kendetegnede stumfilmene.

Det kræver så et hold af sangere der er med på legen og har fysikken til det. og det har man været umåde heldig med at finde. Luthando Quave er en charmerende vagabond i hovedrollen som Figaro der prøver at få det meste ud af intrigen til egen vinding, og med et scenisk overskud og masser af flirteri i sine arier. Anna Kasyan har den rette, kvikke stumfilmsdiva over sig – og masser af sødme og varme i stemmen. Matteo Macchiono er en nuttet Grev Almaviva med smæld i stemmen i de krævende arier og duetter hans parti har. Simon Duus har den rette statur som Basilio og ligner fuldstændig en stumfilmsskurk, men stemmen mangler lidt volumen i første akt. José Fardilha og Elisabeth Halling fylder godt ud og morer som de to ældste karakterer i de lystige intriger.

Michael Hofstetter har både sangere og orkester under kontrol. Aftenen suser afsted i højt tempo – og med en iscenesættelse der fornyer uden at forråde. Nogle vil nok mene at partituret er en anelse amputeret – min yndige ledsager var i hvert fald meget oprevet over de manglende 20% af musikken – men kan man se bort fra det, er det en af de mest vellykkede opsætninger på operaen i denne sæson.