Korrupt landmandsliv

Vi er i en russisk by ude på landet i omegnen af St. Petersborg. Et sølle samfund hvor de lokale spidsborgere kæmper om magten i et bundkorrupt samfund hvor penge er magt. Man har hørt at en statsrevisor er ankommet – og så sætter panikken ind hos både hospitalsvæsenet, skolevæsenet, postvæsenet og domstolen og især byens borgmester.

Der skal lefles og bestikkes hvor der kan overfor revisoren der er ankommet inkognito – for sandheden er en katastrofe for byen. Intet fungerer og sergentens enke er blevet fejlagtigt pisket på gaden – kort sagt: Liget må sminkes.

Den unge adelsmand Khlestakov er ankommet med kammertjener men uden penge. Han savner storbyens lyksaligheder og har gang i sin egen lille selvbedrageriske løgnehistorie da han pludselig forveksles med statsrevisoren. Pludselig har han byen i sin hule hånd – og det benytter han sig af på alle tænkelige måder.

Det kommer der en masse sjov og groteske situationer ud af – men også en skrap kommentar til det korrupte i et samfund som man nok også kan finde paralleller til i vores moderne danske samfund. Komedien havde urpremiere i 1836, men Nikolaj Gogols tekst har stadig en masse at sige til publikum anno 2018.

Der spilles i det opmalede groteske med kraftigt optrukne linjer, og det giver som nævnt megen morskab, men det er også en spillestil der kan trætte i længden, og med en spilletid på næsten to timer og fyrre minutter er det lang tid at høre og se på den samme slags overfladiske maneren rundt i manegen i Madeleine Røn Juuls iscenesættelse og Sven Dahlbergs grå og triste dekoration.

Thure Lindhardt formår dog at holde et fokus i sin figur og er et godt samlingspunkt for historien som den falske revisor. Han er selv forundret over sin nye status – og en smule naiv i sin begejstring for samme. En sølle adelsmand der ser sit snit til at snyde folk for nogle hurtige penge. En gedigen sjov præstation der viser at Thure Lindhardt stadig har en dragende nerve på en teaterscene.

Han omringes af en broget skare af figurer og skuespillere hvor Ole Lemmeke, Christiane Gjellerup Kock, Mikael Birkkjær, Tina Gylling Mortensen og Nicolaj Jørgensen skiller sig mest ud – sidstnævnte med et herligt stoletrick og gakkede gangarter.

Den meget bevidst abstrakte groteske spillestil trætter som nævnt i længden – men det er en aften der giver nogle gode alternative grin i denne teatersæson.