Victor Marcussen er den islandske fåreavler Bjarni til fingerspidserne i Teater V's udgave af romanen Svar på Helgas brev af islandske Bergsveinn Birgissons. , Foto Ursula Marcussen
Victor Magnussen er alene på scenen og formår at holde intensiteten så vi hele tiden tror på at han er denne lille islandske bonde med et helt livs indestængt passion.
Titel:
Svar på Helgas brev
Teater:
Teater V, Valby
Spilleperiode:
25. februar - 10. marts 2018
Næsten meditativt er det at sidde i teatersalen og lade sig suge ind i historien om Bjarni og hans livslange kærlighed til Helga som han aldrig fik. Man kan næsten føle den storslåede islandske natur gennem fortællingen om den fåreavleren der taler om "sit livs brunst" – nemlig det hemmelige forhold til den frodige Helga – og den hjertskærende smerte når valget kommer mellem at gå med kærligheden eller blive ved pligten da Helga bliver med barn.
Victor Marcussen er holdt i stramme tøljler af instruktøren Kirsten Peuliche, og dermed virker hans udbrud til sidst endnu stærkere – godt set og godt økonomiseret af både instruktør og skuespiller.
Til at fremme formidlingen af den smukke, ulykkelige kærlighedshistorie har man fået rigtigt god og effektiv hjælp af et medspillende lyddesign af Karsten Wolsted.
Det kan godt være at det er en kærlighedshistorie med tragiske undertoner , men man går oplivet fra teatret, for i Victor Marcussens portræt af den gamle Bjarni findes der en altoverskyggende glæde ved livetsom forplanter sig til tilskuerne.
En knugende kærlighedshistorie – en fascinerende historie om at stå ved sine valg. Victor Marcussen kunne ikke have fået en bedre måde at fejre sit 40-års jubilæum på.