Dødskørsel

Teatergruppen Sew Flunk Fury Wit har tidligere lavet den ganske udmærkede forestilling Støv. Nu præsenterer de deres nyeste forestilling Crash på Betty Nansen Teatrets anneksscene Edison. Det er desværre en ganske anden mislykket affære end forgængeren Støv.

Angiveligt skulle denne forestilling handle om et biluheld hvor et par kører galt og ser deres liv passere revy mens bilen splintres. Man kan konstatere at det ikke er et særligt interessant liv de har haft. For forestillingen keder i den grad sit publikum. På et tidspunkt sidder de to medvirkende midt på scenen og falder trætte og søvndyssende sammen – det virker nærmest som en spejling af de publikummer der ikke allerede er udvandret i løbet af forestillingen.

Patetisk er det og ufrivilligt komisk, kunne man høre på de mange fnis i salen. Det forsøger så meget at være kunst at det bliver kunstigt.

Regina Unnur Ólafsdottir har en smuk sopranstemme, men Svend E. Kristensen ejer ikke nogen særlig god sangstemme – og endnu mindre nogen særlig god sceneudstråling. Musikken er glimrende udført af Rune Risager på guitar og Josefine Opsahl på cello, men Peter Khlmetz Møllers musik er deprimerende kedelig og Neill Cardinal Furios libretto endnu værre.

Der er klodsede og underlige sekvenser med dukker og symbolik der ingen mening giver. Aldrig har et biluheld været så stillestående og udramatisk – et crash der aldrig kommer. Samtidig er det fejlagtigt at tro at ved at gøre alt i langsomt tempo bliver det poetisk – det bliver ofte bare kedeligt.

Gab for en aften!