Kvinder der hader mænd

Det er en aften der går fra det muntre til det bizarre. En provokation –nuvel – men en provokation der virker en smule diffus. For hvad er det lige der skal være det provokerende? Er det omlægningen og udlægningen af sproget? Er det de voldsomme historier om voldtægt? Eller er det det had til mænd som ligger og lurer under hele forestillingen?

Mænd er nogle latterlige, komiske, selvglade individer – hvis de da ikke er nogle direkte svin. Det kommer der så nogle ret sjove scener med i begyndelsen af forestillingen, men tonen ændrer sig, stilen bliver voldsommere pågående – og forestillingen ligeså. Det er her det går lidt galt – for i scenen med kvinden der ikke vil anerkende sit barnebarn fordi hun har født sin datter i et voldeligt, ukærligt ægteskab, mister vi intensiteten og følingen med forestillingen. Man formår ikke rigtigt at få publikum over på den anden side. Det kan måske skyldes iscenesættelsen, men det skyldes nu også teksten der flagrer mere end godt er – selvom den tekstlige forvirring er bevidst fra forfatterens side.

Forestillingen er en bestillingsopgave til Royal Shakespeare Company i England, og de fremsatte påstanden "Well-behaved women seldom make history" som overskrift for deres bestilling. Den påstand har både inspireret og irriteret Alice Birch. Forestillingen blev en succes i England og er spillet flere steder i verden og nu også i Danmark. Den er bestemt seværdig, især fordi det er et meget velvalgt og velspillende virtuost hold der fremfører teksten knivskarpt og musikalsk på Husets Teater, og den rammer tiden mere nu end ved premieren i 2013 med #metoo kampagnen og kvindernes nye stemme i kampen for at overvinde den dominerende machoverden som stadig sidder godt på magten flere steder.

Men forestillingen tror den er mere provokerende og oprørsk end den egentlig er.