Hippieskrål og lommefilosofi

Det er sjovt og godt fundet på når hele ensemblet kommer ind på scenen med hele hovedet dækket af hår – for er der nogen man husker ’68 for så er det det lange hår der ovenikøbet gav navn til tidens store musical HAIR. Som aftenen skred frem, ville man sådan set have ønsket at de havde spillet HAIR i stedet – den var i det mindste ærlig i sin naivitet og velmenende lommefilosofiske floskler. Forestillingen vi så i Skuespilhuset var larmende, hysterisk og kedelig – lige så udvendig som den nutidige verden den så gerne ville opponere i mod. 

Der er dog gode og rammende indslag i Christian Lollikes sammenkog af en forestilling. Kussens manifest er uimodståelig. Ligeså er Karen Lise Mynster der er træt af det hele, men for det meste bliver det underligt upersonligt bl.a. fordi man stort set ikke ser de medvirkendes ansigter. Er det fordi ’68-generationen skal virke upersonlig? Mistede man sin identitet ved at gå ind i et frit tænkende kollektiv?

Der er gode stemmer blandt ensemblet, men desværre synes ideen at være at stort set samtlige sange skal skråles ud – jo grimmere jo bedre. 

Luften går af ballonen hurtige end de balloner der pustes op på scenen, og man keder sig bravt i tilskuerrummet og trækker et par gange på smilebåndet – mere kan det ikke blive til. Måske skulle man bare putte ’68-oprøret i glemmebogen hvis man ikke kan bruge det til mere end tilfældet var her.