68 er en langhåret og larmende musikforestilling i Skuespilhuset. , Foto Emilia Therese

Hippieskrål og lommefilosofi

Af Per Lundsgaard 17. marts 2018

Ungdomsoprøret i 1968 får både en hyldest og en skud for boven i Det Kongelige Teaters underlige musikforestilling 68 i Skuespilhuset. 

Titel:
68 - et øjeblik var en anden verden mulig

Teater:
Det Kongelige Teater
Skuespilhuset
Store Scene

Spilleperiode:
16. marts - 23. maj 2018

Det er sjovt og godt fundet på når hele ensemblet kommer ind på scenen med hele hovedet dækket af hår – for er der nogen man husker ’68 for så er det det lange hår der ovenikøbet gav navn til tidens store musical HAIR. Som aftenen skred frem, ville man sådan set have ønsket at de havde spillet HAIR i stedet – den var i det mindste ærlig i sin naivitet og velmenende lommefilosofiske floskler. Forestillingen vi så i Skuespilhuset var larmende, hysterisk og kedelig – lige så udvendig som den nutidige verden den så gerne ville opponere i mod. 

Der er dog gode og rammende indslag i Christian Lollikes sammenkog af en forestilling. Kussens manifest er uimodståelig. Ligeså er Karen Lise Mynster der er træt af det hele, men for det meste bliver det underligt upersonligt bl.a. fordi man stort set ikke ser de medvirkendes ansigter. Er det fordi ’68-generationen skal virke upersonlig? Mistede man sin identitet ved at gå ind i et frit tænkende kollektiv?

Der er gode stemmer blandt ensemblet, men desværre synes ideen at være at stort set samtlige sange skal skråles ud – jo grimmere jo bedre. 

Luften går af ballonen hurtige end de balloner der pustes op på scenen, og man keder sig bravt i tilskuerrummet og trækker et par gange på smilebåndet – mere kan det ikke blive til. Måske skulle man bare putte ’68-oprøret i glemmebogen hvis man ikke kan bruge det til mere end tilfældet var her.

Tjek os ud

Teater

Annonce

Jagten på den ultimative sommerdessert

Sol, sommer og gode desserter på Madklubbens to restauranter Bistro Royal og Brasserie Royal.

Selvom den danske sommer altid på en eller anden måde er et godt samtale emne, handler den som regel mest om r...

Turen går til Prag 

Så går turen til Prag. Vi tager med DSB Interrail og bor på det tidligere Boscolo Prague som nu hedder Carlo I...

Som vi skrev for noget tid siden, skulle vores næste rejse fortages med tog så i samarbejde med DS...

Årets hold i Crazy Christmas Cabaret er måske det bedste nogensinde.

Fornøjelig Fogg-tur

Årets Crazy Christmas Cabaret spiller på alt fra det campede til det vampede. Det er sjovt og langt som det pl...

15. nov
Pelle Erobreren på Østre Gasværk Teater er fuld af flotte scenebilleder - men forestillingen er lang og uden dybde.

Pelle Erobreren er en lang men light udgave af romanen på Østre Gasværk

Ensformigt skuespil og dårlig lyd er desværre hvad man hæfter sig ved efter at have set Pelle Erobreren som mu...

11. nov
Marie Mondrup yder en af sin smukkeste præstationer i forestillingen Muleum på Husets Teater.

Når livet vinder over døden

Marie Mondrup løfter tekst og historie helt op under de himmelstrøg som hovedpersonen Julie i monologen Muleum...

11. nov
Jonathan Chmelensky er en både mandig og følsom Gennaro i Nikolaj Hübbes fejlskud af en nyfortolkning af nationalballetten Napoli.

Man kan ikke slå Bournonville ihjel

I balletten Napoli på Det Kongelige Teater viser et stærkt dansende hold hvilken styrke der er i Bournonvilles...

4. nov