Galskaben og afmagten sætter ind hos middagsselskabet der ikke kan slippe ud af Palæet i Thomas Ades berusende opera The Exterminating Angel på Operaen. , Foto Camilla Winther
Den Kongelige Opera sætter Thomas Ades musikalsk betagende operaudgave af Buñuels surrealistiske kult-film The Exterminating Angel op i luksusindpakning og med velspillende operasolister.
Titel:
The Exterminating Angel
Teater:
Det Kongelige Teater
Operaen
Store Scene
Spilleperiode:
23. marts - 6. maj 2018
Det gælder om at sætte sig, åbne sanserne og blive suget ind i Ades musikalske univers hvor især orkesterpartituret er fuld af finurlige detaljer og berusende musik.
Handlingen er som i Buñuels film fra 1962 surrealistisk. En flok elegante overklasseborgere samles efter en aften i operaen hos den noble Edmundo de Nobiles hvor også aftenens operadiva er at finde. Pludselig kan denne forsamling af intellektuelle, kunstnere og andre bedsteborgere ikke forlade rummet. De er fanget i palæet uden mad og drikke. Galskaben sætter ind, og langsomt kommer de dyriske tendenser frem.
Operaens handling kan tolkes på mange måder – i USA sammenlignede en anmelder fra New York Times persongalleriets manglende evne til at forlade stuen med amerikanernes reaktion på Donald Trumps præsidentembede. Forestillingen er nemlig et samarbejde med Salzburg Festspillene, Royal Opera House Covent Garden, Metropolitan Operaen i New York og Den Kongelige Danske Opera. København er sidste stop på rejsen, og hvert sted har Ades tilrettet værket specielt til de sangere og det operahus der skulle opføre det.
I København kan vi være glade for resultatet. Det er et karakterstærkt hold af operasolister der varetager de mange roller i middagsselskabet. Sangligt er vi også godt med, men det er i iscenesættelsen og orkestret at den store nydelse ligger. Det skyldes ikke dårlige sangpræstationer, men at Ades partitur ikke rigtigt har tilgodeset sangerne. De synger på samme måde og toner, lige meget om de er vrede, glade eller sjove. Det er i Tom Cains instruktion af de enkelte og orkestrets ledsagelse under Robert Houssart at de forskellige stemninger ligger.
Hildegard Bechhtler har pakket det hele ind i ren luksus, både i kostumer og dekoration. Det er simpelthen så lækkert at se på. Og midt på scene står en kæmpe port der samtidig fungerer som en slags dødens gab over de medvirkende – for nogen lykkelig slutning skal man ikke forvente sig.
Det er krævende moderne opera – publikum skal være med på at lade sig forføre af musikken og atmosfæren. Gør man det, er der en berigende følelsesmæssigt stor aften i vente.