Diluckshan Jeyraratnam bliver hyldet både på scene og af publikum i rollen som Moses i den ikke helt vellykkede musical Prinsen af Egypten på Fredericia Teater. , Foto Søren Malmose

Opulent vækkelsesmøde

Af Per Lundsgaard 7. april 2018

Stephen Schwartz musical The Prince of Egypt er et overdådigt værk med vidunderlig musik, men med et manuskript der ikke hæver sig meget op over at virke som en religiøs sommerlejrs teaterudgave af samme emne. 

Titel:
The Prince of Egypt

Teater:
Fredericia Teater

Spilleperiode:
6. april - 10. juni 2018

Det er ikke hverdagskost at overvære en verdenspremiere af Stephen Schwartz, manden bag bl.a. Wicked, Godspell og Pippin, men i aftes havde man chancen på Fredericia Teater der viste hvad det formår på et højt internationalt niveau. 

Enhver der har set Klokkeren fra Notre Dame, ved hvad teatret overlegent kan på den tekniske front. Det er nedtonet i denne forestilling, til gengæld er der skruet op for den koreografiske brug af ensemblet til at agere landskaber og dekorationer. Det er eminent gjort af Sean Cheesman med et hold af umanerligt fleksible dansere. Det er lige før at det er det bedste ved forestillingen – men så har man den lokale Diluckshan Jeyaratnam der blev uddannet på byens Musicalakademi sidste år, og som med en selvfølge og en gribende indlevelse indtager scenen i den gigantiske, krævende hovedrolle som Moses. Hans skift fra Egyptisk Prins til jødisk folkehelt er troværdig i hvert eneste skridt på vejen. Hans konstante tvivl på sig selv og på sin mission i livet griber dybt i sjælen, og hans vokale præstation er uovertruffen. Han står overfor den ligeså eminente Jason Gotay som Ramses der med flot statur og værdighed forsvarer den farao der til sidst giver det hebraiske folk deres Exodus og befrier dem fra deres slaveri. Ligesom Moses er han i konstant konflikt med sig selv og sit kald som landets regent og de mange ritualer og traditioner der følger med den post. Begge er ren nydelse at høre på vokalt både enkeltvis og når deres stemmer på flotteste vis smelter sammen i Stephen Schwartz’ følsomme musikalske højdepunkter. Jason Gotay spillede kun rollen som Ramses til verdenspremieren fredag aften – derefter tager Lars Mølsted rollen på sig i både de engelske og danske opførelser der følger efter – og det bliver helt sikkert lige så gribende som hans amerikanske broadway-kollega. 

Rundt om dem står et overvejende dansk hold af sangere og skuespillere der på lidt ujævnt niveau formidler den episke bibelske fortælling. Mads M. Nielsen leverer endnu en myndig præstation som den gamle Farao – selvom det sangligt ikke altid er så rart at høre på. Silke Biranell, Anne Fuglsig, Sandra Elsfort og Nadia Abraham er de stærke kvinder omkring de to mandlige hovedpersoner med masser af personlighed og vokal power. 

Stephen Schwartz’ musik er brusende berusende i de store korsteder, folkloristisk i de hebraiske scener og følsomt poppet i de stille passager, og den er spillet nuanceret og præcist af orkestret under ledelse af Martin Konge. 

Forestillingen døjer desværre med et kluntet manuskript af Philip Lazebnik. Det formår ikke at løfte historien op på et psykologisk interessant universelt plan. Det meste af tiden virker det som bredmalet religiøs propaganda, som var man havnet på en dybt religiøs sommerlejr hvor formålet var at fremføre historien om Exodus. Man sidder tilbage med en lidt kvalmende fornemmelse i kroppen og har svært ved helt at engagere sig i dramaet på scenen. Det er synd da der som nævnt absolut intet religiøs sommerlejr er over Stephen Schwartz’ gudeskønne musik der ligger tættere op af hans anden store bibel-musical Children of Eden end den umiddelbar poppede Wicked. Man kan håbe at det kvalmende og religiøst formanende forsvinder når forestillingen bliver opført på dansk. Til denne verdenspremiere var den nemlig opført på originalsproget engelsk, og her var vi mere til opulent vækkelsesmøde end til medrivende musical. Den temmelig statiske instruktion af Scott Schwartz hjalp heller ikke til en mere teatralsk medrivende forløsning af emnet.

Det var i den grad koreografiens og musikkens aften. 

Tjek os ud

Teater

Annonce

Et afbud blandt bøsser

Uanset om det er forår, sommer, efterår eller vinter så er Gran Canaria altid et hit. Vi tog en afbudsrejse me...

Et afbud forbindes sjældent med noget godt – når man siger afbudsrejse, får de fleste ...

Tivoli Food Hall

Tivoli Food Hall – en ny epoke

En ny epoke i Tivolis historien –det er netop hvad den nye Food Hall bliver når den for alvor slår dørene op d...

Med den nye Food Hall på hjørnet af Vesterbrogade og Bernstorffsgade er Tivoli godt på vej ...

Skuespilleren Lise Lauenblad udsættes for meget i forestillingen Landet uden drømme der spiller på Skuespilhusets Lille Scene.

Fremtiden er hvid og kønsløs

Fix og Foxy alias Tue Biering præsenterer os denne gang for en kvinde fra fremtiden –i monologforestillingen L...

25. apr
Det er effektfuldt uhyggeligt i Det Kongelige Teaters udgave TV-serien Riget - men også lidt kunstnerisk blegt.

Kopigys på Riget

Det Kongelige Teater sætter Lars von Triers succes TV-serie op som teater – og det er flot og sjovt, men også ...

23. apr
Clemens og Patrick Berdino er de to charmetrolde i front for Cirkus Arenas nyeste forestilling: Klovnen og Kronprinsen.

Langfart mod klovenens tåre

Cirkus Arena har de sidste mange år meget vellykket mikset teater og cirkus i en charmerende og børnevenlig fo...

22. apr
Kizzy Matiakis er på flere måder i centrum i balletten Spar Dame med Den Kongelige Ballet.

Betagende balletdrama

Det hører desværre til sjældenhederne at en ny, stor, vellykket handlingsballet bliver skabt specielt til Den ...

16. apr