Fremtiden er hvid og kønsløs

Det er skuespilleren Lise Lauenblad der har til opgave at overbevise os om at hun kommer fra fremtiden. Hun går til opgaven med insisterende ildhu og med en smittende charme. Desværre for Lise Lauenblad er der ikke så megen hold i teksten.

Det er sjovt i begyndelsen af forestillingen med de mange betragtninger omkring publikum i salen – da kvinden fra fremtiden jo ved hvad der kommer til at ske med alle os på tilskuerpladserne. Den distancerede fortælleform virker også frisk i starten men efterhånden bliver det lidt trættende – det samme gør teksten der ikke skal så mange steder hen og ikke rigtig kommer med nogen fornyende pointer som tiden går.

Så med et sker der et skift i forestillingen. Lise Lauenblad overdækker sig med hvidt ler og slim – som et nyfødt menneske eller en præhistorisk organisme – som om hun også var fra fortiden og vi måske var fremtiden? Eller går vi til grunde og genopstår igen forfra? Det vides ikke, men man begynder at tvivle på fremtidskvindens påstand om at alt bliver godt i fremtiden. Teksten leger også med tanken om at nævne ting fra fremtiden – der hører fortiden til. 

Det ender med at blive mere pudsigt end berigende, men cadeau til Lise Lauenblad for fremføring og tilsmøring. – mens man kommer til den konklusion at fremtiden er hvid og kønsløs.