Seebach får taget til at løfte sig på Gamle Scene

Når musikken spiller og de medvirkende synger og danser, fås det simpelthen ikke bedre i den danske musicalverden end i musicalen Seebach med Fredericia Teater på Det Kongelige Teaters Gamle Scene.  Salen bliver nærmest euforisk af al det talent, den dygtighed og energi der udfolder sig på scenen. Dertil kommer en smuk lyssætning, en imponerende video-scenografi samt et band med en lyd der er perfekt afstemt til rummet og de medvirkende. Det hele er krydret med en koreografi af Kim Ace der stadig er et gevaldigt plus for forestillingen. 

Problemet med musicalen Seebach opstår når der ikke synges, og historien skal fortælles i tekst uden sang. Manuskriptet er stadig forestillingens svageste punkt – som det var det ved ur-premieren i Fredericia sidste efterår. Der er stadig de forvirrende og umotiverede spring frem og tilbage i handlingen for at få en dramatisk dramaturgi til at gå op inden pausen.  

Men det tager ikke den gejst og gnist væk der tændes hos både de medvirkende og hos publikum. Joakim Lind Tranberg er stadig uovertruffen i rollen som Rasmus Seebach og har masser af hjertelighed men også den desperation og frustration der ligger i at have sin fars deroute med i bagagen. Pelle Emil Hebsgaard har fundet en endnu dybere ro og konflikt i sin fine figurtegning af Tommy Seebach. Rundt om dem er der et ensemble der er meget svingende i niveau – men ikke når det gælder det musiske. Her er vi i den absolutte top. 

Skønt er det stadig at se de kopierede Melodi Grand Prix indslag – og aftenens sidste del med en mini-koncert fås simpelthen ikke bedre af Rasmus Seebach selv. 

En festlig aften på Det Kongelige Teater som også gerne vil andet end bare underholde – et langt stykke hen ad vejen lykkes det også at få det hele til at gå op.