Af Sune Demant, Chefredaktør
Julen er en underlig størrelse. Det er en tid syet sammen af kontraster. Det er en vente- måned, det er en tænke måned og for mange er det en statusmåned. Det hele kulminerer juleaften, der for mange mennesker og til nogles skuffelse, ikke altid bliver til det højdepunkt man havde regnet med. December er også en brydningsmåned, hvor kirke og handelsstand kæmper side om side for at fange folkets opmærksomhed. Endelig er December en måned hvor kulden udenfor står i skarp kontrast til varmen inden døre, kagerne, konfekten og den krydrede gløgg.
For mig er December blevet en melankolsk måned, hvor store tanker om livet, kærligheden og ensomheden kommer nærmere. Det er en måned hvor jeg, måske fordi jeg lever som jeg gør, godt kan føle en afstand til mine nærmeste – det bliver nemlig fremhævet af traditionerne, at jeg, i kraft af min seksualitet, ikke lever i de samme mønstre som fx mine søskende. December måned sætter også andre tanker i gang. Hvordan passer vi egentligt ind i en tradition hvor det centrale er Jesu fødsel juleaften, en tradition der udspringer af en kirke vi som homoseksuelle ikke kan finde ud af om har plads til os, eller kun hån til overs for den levemåde, den kærlighed vi bekender os til?
Som jeg bliver ældre flytter mit fokus sig, og der gik noget grundlæggende op for mig, da jeg forstod hvad man mente når man sagde at julen kunne være den sværeste tid – for folk der havde mistet, folk der var alene. Jeg er ikke alene, men jeg kan godt sætte mig ind i den ensomhed nogle mennesker må føle. Min jul er blevet til en sød men eftertænksom højtid, hvor det centrale ikke så meget skabes af de ting man gør, uden rigtigt at vide hvorfor, men nærmere kærlighedsbudskabet, at der et eller andet sted, måske ikke nu, men så i fremtiden, er nogen der vil dig så meget at de ofre sig for dig, at nogen tænker på dig, savner dig. Og at der er nogen du har så kær, at du savner dem, at du ofre dig for dem. Jeg tror måske det er det der gør tiden så melankolsk for mig, at tiden er sød fordi at kærligheden bliver født af mørket, bitter fordi den kan svinde igen, bitter fordi man kan miste. Det er den dualitet der som sukker fremhæver smagen, der som prismen bryder det lys vi kalder for livet, i et spekter af farver.
Nu er der nok nogle der sidder og tænker – det lyder voldsomt kristent, og det er det vel egentligt også – som grundtanke i hvert fald. Jeg er egentligt ikke så interesseret i om der er en eller anden større magt bag. Grundtankerne, og det er vel faktisk i alle religioner, er smukke og baserer sig på kærlighed. Kærlighed der kommer udefra og ind i mennesket, det være sig fra en eller anden obskur guddom, det være sig fra ét menneske til et andet.
Jeg håber for dig der læser mit julebrev, at du får en god jul. At du, hvis du knokler med store spørgsmål, knokler med dig selv, får mulighed for at puste ud på et tidspunkt og være opmærksom på, at du er en del af et hele, og at du, på et eller andet tidspunkt, nok skal opleve en eller anden variant af kærligheden.
Glædelig jul,
Sune Demant
Chefredaktør