Hvem skal repræsentere Danmark i verdens største sangkonkurrence, Eurovisionen, der løber af stablen i Tel Aviv om ca. tre måneder? Det finder vi ud af den 23. februar når Jyske Bank Boxen i Herning lægger scene til den 49. udgave af Dansk Melodi Grand Prix.
I anledning af årets udgave af Dansk Melodi Grand Prix (DMGP) har vi lavet en artikelserie hvor vi præsenterer MGP’s deltagere enkeltvis og vurderer deres chancer for at vinde konkurrencen og dermed retten til at forsvare de danske farver i Israel til maj.
(5) Sigmund - Say My Name
Tekst og musik: Christoffer Stjerne og Abigail F. Jones
Sigmund er 23 år. Han voksede op i Sørvad ved Holstebro og bor i København i dag. Sigmund fik sit gennembrud sidste år da har nåede semifinalen i X Factor. Siden har han medvirket i et dokumentarprogram på DR og udgivet sin selvbiografi.
Sigmund beskriver Say My Name som en sang om at tro på sig selv og elske sig selv hver dag, samt om ikke at give op trods svære øjeblikke i ens tilværelse. Den handler simpelthen om retten til at stå ved hvem man er.
Say My Name er en energisk og festlig sang der indbyder til glitter, konfetti og glamour. Selv om sangen prøver at adskille sig ved at eksperimentere med lyden og Sigmunds vokal, fremstår den noget kaotisk, larmende og ligegyldig. Det kan være svært at se hvordan denne sang kan gå hele vejen til DMGP’s finalerunde, men hvis Sigmund formår at skabe en fed fest på scenen – som han i øvrigt lover – kan alt ske.
Vurdering: 🎧
(Den laveste karakter er 1 sæt høretelefoner og den højeste karakter er 6 sæt høretelefoner)
Du kan høre Sigmunds sang Say My Name her.