Brasiliens præsident burde tænke sig om en ekstra gang inden han udtaler sig i homofobiske vendinger.
Et flertal i Brasiliens højesteret stemte i torsdags for at gøre had mod homo- og transseksuelle til en forbrydelse på lige fod med racisme. Seks af de elleve højesteretsdommere stemte for lovforslaget, mens fem endnu ikke har stemt.
Racisme blev gjort ulovligt i Brasilien for præcist 30 år siden, og har siden da været strafbar med fem års fængsel for at bryde loven. Højesteretsdommer Luiz Fux mener at homofobi skal straffes på samme måde:
“Racisme er en forbrydelse mod kød og blod, uanset om det er mod et medlem af LGBT-samfundet, en jøde eller en med afrikansk afstamning.”
Det bliver spændende at se hvordan den nye lov kommer til at påvirke Brasiliens præsident Jair Bolsonaro som er erklæret homofob. Han har eksempelvis tidligere sagt at han hellere vil have en død søn end en homoseksuel søn. Bolsonaro har endnu ikke kommenteret højesterettens beslutning.
420 LGBTQ+-personer blev dræbt i Brasilien i 2018. Menneskerettighedsgruppen Grupo Gay de Bahia oplyser at dette tal indtil videre i år er 141.
Loven der vil gøre homofobi strafbar, ventes at træde i kraft efter 5. juni.