I Rusland er enhver form for “propaganda for homoseksualitet” forbudt ved lov, men det var det tyske band Rammstein ligeglade med.
To medlemmer af Rammstein valgte at kysse på scenen under koncerten i Moskva i mandags. Det skete foran 81.000 mennesker. Billedet af kysset bliver i disse dage flittigt delt på diverse sociale medier, i hvad der tolkes som en klar protest mod den russiske, alt andet end venlige politik over for LGBTQ+-personer.
I 2013 vedtog man i Rusland en lov der forbyder hvad man betegnet som “propaganda for utraditionelle seksuelle relationer” og kriminaliserer enhver positiv omtale af homoseksualitet over for børn og unge. En anden russisk lov forbyder homoseksuelle par at adoptere børn. Endvidere vedtog det russiske parlament i 2015 regler der forbyder folk med bestemte seksuelle præferencer, eksempelvis transkønnede og transvestitter, at få kørekort. Desuden har der, ifølge den britiske avis The Independent, været en stigning i antallet af hadforbrydelser i landet rettet mod LGBTQ+-personer de seneste år. I 2017 lå Rusland også i bunden af en liste over landes rettigheder for homoseksuelle.
Det var bandets guitarister, Paul Landers og Richard Krupe, der kyssede på scenen. Det er dog ikke første gang det sker. Faktisk har de gjort det så mange gange at de to af nogle fans bliver kaldt "Paulchard." Efter koncerten lagde Rammstein et billede af kysset ud på deres Instagram ledsaget af teksten “Rusland, vi elsker dig.”
I aften spiller Rammstein endnu en koncert - denne gang i St. Petersborg. Det bliver spændende at se om de kommer med endnu en markering af deres støtte til LGBTQ+-personer.
Se kysset her