Afgørelsens time i Det Europæiske Melodi Grand Prix nærmer sig. Ved midnat i dag får vi navnet på vinderen af jubilæumsudgaven af verdens største tv-show. Det er nemlig det 60. show, siden Eurovisionen for første gang så dagens lys i den schweiziske by Lugano. Meget er sket siden da - både i forhold til konkurrencens form, indhold og ikke mindst formål. I 1956 havde man 7 deltagende lande.
I 2015 deltager 40 lande, heriblandt Australien som nyt og indtil videre den midlertidigt medlem af Eurovisionsfamilien. I konkurrencens tidlige år var al fokus udelukkende rettet mod musikken. Gennem årene blev musikken pakket ind i et sceneshow, hvor det gælder om at forsyne sangene med bl.a. den rigtige dans, lyseffekter og baggrundsbilleder. I år har Sverige taget et skridt videre i forhold til den visuelle oplevelse af det musikalske og optræder med et nummer, som i høj grad defineres og identificeres af en tegnefilm, der kører i baggrunden under næsten hele sangen.
Eurovisionen er desuden i stigende grad blevet en platform, hvor der udkæmpes og formidles diverse mærkesager og budskaber. Uanset om det drejer sig om folkemordet på det armenske folk eller Ruslands håndtering af homoseksuelles rettigheder, er Eurovisionen desværre mere end nogensinde kommet til at handle om at mudderkaste og modarbejde frem for at støtte og inspirere hinanden både musikalsk og kulturelt. Det har Eurovisionen ikke brug for i en tid, hvor vi i både den europæiske og den globale selvopfattelse fokuserer mere og mere på, hvad der skiller os i stedet for, hvad vi har til fælles. Musikken burde berige vores tilværelse, underholde os og føre os sammen.
Noget tyder på, at årets konkurrence bliver en tæt affære sammenlignet med de seneste mange år, hvor vinderne har præsteret en mere eller mindre overlegen sejr. Jeg vover pelsen og forudsiger i det efterfølgende hvilken 5 sange, der vil kæmpe om Eurovisionens titel i aften:
Sverige:
Vores naboer har hele tiden været min største favorit til at hente den samlede sejr i Wien. Jeg er ikke så sikker mere. En af grundene er, at der blandt en del fans er skabt en bevægelse, der bevidst arbejder på at mindske Sveriges vindechancer ved at opfordre andre til ikke at stemme på det svenske bidrag. Modstanderne af "Heroes", som Sveriges bidrag hedder, mener, at sangen er alt for meget en visuel happening frem for et stykke musik. Der er også nogle, der synes, at det er alt for tidligt, at konkurrencen igen finder sted i Sverige, eftersom Det Europæiske Melodi Grand Prix sidste gang blev afholdt på svensk grund så sent som i 2013 i Malmö. En anden grund til, at jeg ikke længere er så sikker på Måns Zemerlöw sejr er, at de andre konkurrenter er blevet bedre igennem semifinalerne og prøverne. De fremstår dermed som seriøse og kompentente udfordrere til Måns. Uanset hvad der kommer til at ske, forudsiger jeg, at Sverige ender i top 3.
Rusland:
En anden sang, som jeg forventer ender i top 3 er det russiske bidrag "A Million Voices", som synges af Polina Gagarina. For enhver objektiv iagttager hersker der ingen tvivl om, at Polina har en af de stærkeste stemmer i konkurrencen. Selv om Polina repræsenterer et land, som mange fans og almindelige seere elsker at hade for dets politik, og selv om Ruslands bidrag om at leve i fred og harmoni, set i dette lys, fremstår stærkt ironisk og utroværdig, er jeg sikker på, at Rusland vil klare sig godt. Ikke mindst på grund af de mange eks-sovjetiske lande, som i hobetal vil belønne Polina med topkarakter.
Italien:
Det italienske bidrag "Grande Amore" har alle de ingredienser, som en vindersang bør have. Det er en dynamisk og højspændt musikalsk oplevelse fyldt med passion, dramatik og store følelser. Drengene fra bandet Il Volo, som fremfører sangen, har igennem alle prøverne leveret et sikkert og professionelt stykke arbejde. Spørgsmålet er, om den selvsikkerhed og den favoritværdighed, som hele tiden har kendetegnet Italiens indsats i år, kan ramme dem som et boomerang og ende med et fiasko. Det tror jeg nu ikke på sker.
Australien:
Australien er min "dark horse" i år. Sangen har i mine ører vokset sig fra at være en almindelig glad popsang til en energifyldt og dynamisk lækkerbisken, man bliver i godt humør af og får lyst til at synge og danse til. Til Australiens fordel tæller også, at sangen "Tonight Again" dyrker en musikalsk stil, som meget er oppe i tiden, nemlig funky a la Mark Ronson og Bruno Mars. Til allersidst udfører Guy Sebastian sangen til perfektion med sin karismatiske, kraftfulde og sikre stemme.
Belgien:
Da jeg første gang hørte Belgiens bidrag, havde jeg ikke stor fidus til det. Jeg følte, at sangen fremstod fattig og ensformig, men efter at jeg har fulgt Belgien igennem semifinalen og kostumeprøverne, har jeg ændret min mening og må erkende, at "less is more". Det belgiske bidrag fanger ens opmærksomhed med sit minimalistiske udtryk både auditivt og visuelt. Dertil smitter sangeren Loïc Notter af med sin umiddelbarhed og sit nærvær.
Tilbage er der at håbe, at aftenens finale vil blive husket for god musik og en nervepirrende afstemning. Må den bedste sang vinde.