Vi sidder på Oscar Bar Café, hvor vi i aften kommenterer live fra Dansk Melodi Grand i Prix (MGP) i Horsens. Stemningen på Oscar er i top - der er blevet pyntet til den store guldmedalje, og vi følger med i begivenhederne i det jyske på storskærmen.
10 talentfulde kunstnere kæmper om æren at repræsentere Danmark i det internationale MGP, som finder sted i Stockholm fra den 10. til den 14. maj.
Årets scene minder i den grad om scenen i Jerusalem (Israel), hvor det internationale MGP fandt sted i 1999. Selve indledning med bl.a. dansende og syngende værter fungerede flot. DR har åbenbart endeligt lært noget af vores svenske naboer.
Nu går vi i gang med det, som det hele handler om i aften – musikken.
Konkurrencen åbnes af David Jay, som fremfører sangen ”Rays of Sunlight”. Det er en frisk funky sang, der minder meget om Bruno Mars. Den fremstår dog for anonym for overhovedet at kunne have nogle vinderchancer. Dansen er i øvrigt det, der fungerer bedst i denne sang.
Årets store favorit, Simone, optræder som nummer to med sangen ”Heart Shaped Hole”. Hun ligner en ”runaway bride”, som er fanget i et hjerte af spindelvæv. Simone kan synge og hun klarer den ellers teknisk meget krævende sang ganske godt og sikkert.
Næste sang synges af et svensk-dansk popband, Bracelet, hvor to af medlemmerne er tæt beslægtet med ABBA. Sangen ”Breakaway” handler om at kæmpe og ikke give op. Selv om optræden består af en del gamle og efterhånden nedslidte klichéer, hvor unge piger spiller guitar med dansende drenge omkring sig, lyder den lydmæssigt overraskende godt.artist, Sophie Nohr, har tidligere optrådt i X Factor og spillet en del koncerter sidste år. Selv beskriver hun sin sang ”Blue Horizon” som nytænkning i MGP-sammenhæng, hvilket man til dels kan give hende ret i. Aud Wilken har i 1995 med stor succes optrådt med en sang, som indeholdte elementer af folkemusik (Fra Mols til Skagen). Sophies sang er dog ikke nær så god som Wilkens.
Vi er halvvejs i konkurrence. Som nummer fem i aften optræder pigeband Veronicas Illusion med sangen ”The Wrong Kind”. Der er tale om en energisk og tempofyldt popsang, som i den grad mangler personligt præg. Den er dog god at danse til.
Nu er dertid til et pauseindslag med bl.a. Hilda Heick, Stig Rossen, Babou, Birthe Kjær og Anna David, som overhovedet ikke er sjovt. Jeg er ked af at sige det, men DR har stadigvæk meget at lære fra Svensk Television (SVT).
Den dårlige pauseunderholdning er overstået og konkurrencen skydes i gang igen af boyband Lighthouse X, som synger sangen ”Soldiers of love”. Selve opbygningen af sangen er noget anonym, men omkvædet er ganske fangende. Jeg kan ikke lade være med at tænke på Take That, når jeg ser drengene på scenen, men ikke på en god måde.
Melodi nummer syv ”Who Needs a Heart” synges af den færøske Kristel Lisberg. Det er en flot storslået ballade, som Kristel fremfører sikkert og med en stort autoritet. Spørgsmålet er, om Danmark kan stemme to ballader til finalen. Næppe. Derfor giver jeg en lille fordel til Simone.
Jessica fremfører sang nummer otte, som hedder ”Break it Good”. Det er en glad sang, selv om den handler om at knuse en piges hjerte. Desværre fremstår Jessicas sang kedelig og ligegyldig.
Muri og Mario, som optræder som nummer ni, er på forhånd udråbt til at være en aftenens store favoritter. Deres sang ”To stjerner” er den eneste dansksprogede sang i aften. Lydmæssigt minder den enormt meget om det danske band Noah. Stemningen i sangen er behagelig, men det overordnede indtryk er rimeligt fladt.
Konkurrencens sidste kunstner er Anja Nissen, som har vundet den australske udgave af X Factor. Man kan faktisk godt høre, at Emmelie de Forest har været med til at skrive sangen ”Never Alone”. Anja kan synge, men sangen klæder hende ikke – den er for kaotisk, og der for meget råberi.
Det næste, der sker er, at fagjuryen og seerne skal finde ud, hvilke tre sange, der kvalificerer sig til den næste runde. Vores bud, dømt på baggrund aftenens præsentationer, er:
(1)Simone: ”Heart Shaped Hole”
(2)Kristel Lisberg: ”Who Needs a Heart”
(3)Muri og Mario: ”To stjerner”