Det Internationale Melodi Grand Prix (Eurovision) i Kiev begyndte officielt i dag i takt med, at de første prøver er blevet skudt i gang. Udenrigsministeriet har i forbindelse med Eurovisionen udstedt en rejsevejledning, man burde læse inden rejsen går til den ukrainske hovedstad. For selv om Eurovisionen i år afvikles under mottoet "Celebrate Diversity" - ser virkeligheden i Kiev dog noget anderledes ud.
I ovennævnte rejsevejledning har Udenrigsministeriet især gjort opmærksom på forholdene for medlemmer af LGBT+-samfundet i Kiev. Af afsnittet "Særlige risikoforhold" fremgår således følgende:
"Vær opmærksom på at Ukraine generelt er et mere konservativt land end Danmark, når det kommer til LGBT’s. Diskriminering på baggrund af seksuel orientering og kønsidentitet er et problem i Ukraine, og medlemmer af LGBT-samfundet er udsat for chikane, trusler og vold. Vi råder derfor til, at man begrænser fysiske kærtegn i offentligheden. Vær særligt opmærksom på dette i Kievs forstæder.Udenrigsministeriet fraråder rejser til Donetsk Oblast, Luhansk Oblast og Krim."
Derudover opfordrer Udenrigsministeriet alle danskerne til at registrere sig på Danskerlisten. Danskerlisten er Udenrigsministeriets tilbud til danskere, der opholder sig i udlandet med henblik på kontakt i tilfælde af krisesituationer.
Du kan læse hele rejsevejledningen her.
Selv om homoseksualitet ikke er bredt accepteret i Ukraine, er der sket fremskridt i forhold til 2005, da Eurovisionen sidst blev afholdt i Kiev. Flere ukrainere er begyndt at acceptere homoseksualitet, så længe det dyrkes i ens private sfære. Endvidere lykkedes det i juni sidste år at gennemføre den første homoparade i Kiev, dog under tilstedeværelse af omkring 5.000 politibetjente. I år forventes det, at op til 10.000 mennesker vil deltage i homoparaden.
Årets Eurovision finder sted den 9., 11. og 13. maj. Danmark repræsenteres af Anja Nissen, som optræder som nummer 9 i den anden semifinale den 11. maj, med sangen "Where I am".