De fleste danskere kender historien: I 1989 indførte Danmark som det første land i verden et registreret partnerskab for par af samme køn. Ligeså mange ved, hvor længe der herefter skulle gå, før man gik skridtet videre og åbnede det egentlige ægteskab for samkønnede par.
XQ28.dk inteviewede ved den lejlighed flere politikere. Se videoen HER.
Forud for lovens vedtagelse havde der været en del debat, men der havde også været flere lyspunkter via andre love, som gav homoseksuelle flere og flere rettigheder, heriblandt rettigheden til at adoptere.
Vejen frem
I Danmark har vi været relativt heldige i forhold til mange andre lande. Vi har ikke på samme måde skullet kæmpe for vores rettigheder, og vi har ikke mødt den samme modstand fra religiøse grupper. Dette skyldes nok i høj grad at religion ikke spiller og aldrig helt har spillet den samme rolle på det politiske plan som i visse andre europæiske lande.
Det blev allerede i 1933 lovligt at være homoseksuel i Danmark, hvorimod det i nogle af vores Europæiske nabolande kun har været lovligt de sidste 30 år. Derfor kan det til tider være svært, især for den yngre generation af danske homoseksuelle, at forstå den kamp det har været i andre lande. Vi kritiserer for eksempel Rusland, men glemmer at England havde en lignende lov indtil starten af 00'erne.
Som nævnt blev homoseksuel sex lovligt i 1933, ens lavalder på 15 kom i 1976 og i 1981 fjernede man homoseksualitet fra listen over sindssygdomme. I 1989 indførte Danmark som det første land i verden registreret partnerskab mellem par af samme køn. I 1996 blev det ved lov forbudt at diskriminere homoseksuelle på jobbet direkte eller indirekte. 1999 indførtes mulighed for adoption og siden 2006 kan lesbiske få kunstig befrugtning. 2012 åbnede man ægteskabet for par af samme køn.
Generelt har danske homoseksuelle været heldige, at vi har haft politikere som har taget kampen for os, måske med pres fra LGBT Danmark, men det er som sådan ikke noget man læser om i medierne, det er oftest politikerne der får æren.
Modstanden var aldrig stærk
Nogle vil mene at kampen for vores rettigheder var hård, men for generationerne født i 80erne og senere er det nok anderledes, fordi de ikke har oplevet fortidens razziaer, forbud mod at danse med en af samme køn, ikke har oplevet pornografiaffæren, som endte med, at mange bøsser tog deres eget liv. I kampen for ægteskabet har der heller ikke været den store modstand. Argumenterne har i hvert fald aldrig været gode. Den største modstand kom fra Dansk Folkeparti og dele af det Konservative Folkeparti. Måske er grunden til, at vi ikke fik kønsneutralt ægteskab under Anders Fogh Rasmussen mere en politisk frygt for at lægge sig ud mod DF end et ønske om at ikke at åbne op for ægteskabet allerede i 2010.
Venstre har altid været splittet på LGBT-området, men der har altid været medlemmer af partiet, som har stemt for flere rettigheder. Modstanden har oftest ligget hos K og DF. DF var således det eneste parti, som stemte enstemmmigt imod kønsneutrale ægteskaber i 2012, og som altid stemmer nej til lovgivning som fremmer LGBT-rettigheder. Man kunne måske lidt smart sige, at DF kun går ind for homorettigheder, hvis man fornemmer, at det kan genere den muslimske befolkning.
Ægteskabet kommer
Allerede i 2006 begyndte man i Danmark at tale om kønsneutrale ægteskaber. Det skete, da de radikale folketingsmedlemmer Lone Dybkjær, Simon Emil Ammitzbøll, Bente Dahl, Charlotte Fischer og Marianne Jelved kom med Beslutningsforslag B76 om, at Folketinget skulle arbejde på en lov, der ville ligestille homoseksuelle og heteroseksuelle med hensyn til ægteskabet. Daværende familieminister Carina Christensen sagde dengang, at der ikke var nogen grund til at ændre lovgivningen, da homoseksuelle og heteroseksuelle allerede var ligestillet, eneste forskel var at homoseksuelle ikke kunne blive gift i kirken (altså en modsigelse).
Lone Dybkjær forsøgte igen i 2008, og fik støtte fra Venstres borgmester i København Pia Allerselv, samt overborgmester Ritt Bjerregaard fra Socialdemokratiet. Et lovforslag blev sendt til afstemning i 2010, men blev nedstemt med 52-57.
I oktober 2011 meddelte kirkeminister Manu Sareen, at den dengang nye Thorning-regering ville arbejde for at åbne ægteskabet for par af samme køn inden foråret 2012. Den 18. Januar 2012 udsendte regering to lovforslag, hvoraf det ene ville indføre et kønsneutralt ægteskab, mens det andet ville give præster lov til at sige nej til at vie homoseksuelle, noget som modstanderne havde arbejdet hårdt på. Lovene ville også gøre det muligt men ikke lovpligtigt for andre trossamfund end folkekirken at vie homoseksuelle.
Den 14. marts 2012 blev lovforslagene blev fremsat i Folketinget, og arbejdet for at få dem vedtaget kunne begynde. Den 7. juni blev de vedtaget med stemmerne 85 for og 24 imod (9 fra Venstre, 13 fra DF og 2 fra K) og 15. juni samme år blev de første par viet. Det allerførste par var "rejsekongen" Stig Elling og hans mand.
Først den 1. april 2016 blev loven også anerkendt i Grønland, og 1. juli 2017 skete det på Færøerne.