Der findes mange måder at give LGBT'ere rettigheder på. Oftest sker det dog i landenes parlamenter hvor politikerne stemmer om love og reguleringer, men det sker også at politikerne forsøger at lægge ansvaret over på folket, og det gjorde politikerne i Republikken Irland da landets nyvalgte regering i 2011 påbegyndte arbejdet på en grundlovsændring som også indeholdt en åbning af ægteskabet. At folket var med til at bestemme kan ses som både negativt og positivt, men ved at et ret stort flertal stemte for, beskyttede det på en måde også de homoseksuelle og biseksuelle, da modstandere ikke ville kunne sige at politikerne beskyttede en minoritetsgruppe. Især fordi 62 procent af de stemmeberettigede stemte ja til ændringen.
Ægteskabet blev åbnet kun nogle få år efter at Irland havde givet par af samme køn mulighed for at lade deres forhold registrere. Registrede partnerskaber blev først en del af irsk lovgivning i 2010 efter flere års hårdt lovarbejde som skulle undgå at bryde den irske grundlovs Artikel 41, paragraf 1 som netop sagde at staten skulle beskytte ægteskabet mod angreb, med andre ord sørge for at ægteskabet kun var for heteroseksuelle par.
Registrerede partnerskabet ophørte med at eksistere fem år senere da ægteskabet blev åbnet med grundlovsændringen.
Op til folket
I 2011 fik Irland en ny koalitionsregering bestående af Fine Gael og Labour, med Enda Kenny som Taoiseach (regeringsleder). Man besluttede meget hurtigt at ægteskabet skulle være en del af diskussionen om en grundlovsændring. Dog skulle der gå et helt år før man flyttede sagen over til en grundlovskommison som blev nedsat i juli 2012 og skulle vende tilbage et år senere. Allerede i april 2013 kom kommisionen med sine forslag. Et af dem var en folkeafstemning, men det var op til parlamentet om den ville sætte forslaget til afstemning.
Den 5. november kom svaret - Enda Kenny meddelte at en afstemning ville finde sted i maj, nærmere bestemt den 22. maj 2015, og at det var op til folket.
Debatten
Efter Enda Kennys meddelse begyndte en ophedet debat som til tider var meget hård. Nej-siden var til tider ekstremt homofobiske, og dens tilhængere var meget hadske. En lignende stemning ses pt. i Australien som skal have afstemning i november i år. I stedet for at handle om ægteskab og kærlighed kom debatten til f.eks at handle om især børn. Nej-kampagnen fokuserede på at børn har brug for en mor OG en far. Nogle af plakaterne var decideret ulækre. En af dem forestillede en mand som skifter ble på et barn. Den bar teksten: "Homoseksuelle mænd elsker at skifte bleer fordi lugten minder dem om analsex".
Ja-kampagnen handlede om mennesker, om at gøre det rigtige, og var langt mere positiv. Den handlede om hvad et nej kunne betyde for mange mennesker. Irlands tidligere præsident Mary McAleese udtalte: "Et nej vil ikke have nogen betydning for mig, men det vil have stor betydning for min søn." McAleeses søn Justin er homoseksuel og blev gift i år.
Afstemning
I maj 2015 kom afstemningen, og det blev et overvældende JA. Med 62,07 procent for og 37,93 procent imod viste Irland verden at landet ikke længere er styret af den katolske kirke og dens dogmer, at det var et åbent og tolerant land. Fire måneder senere stemte parlamentet - og fra den 16. november kunne par af samme køn endelig blive gift.
I det sidste par år er en del par blevet viet, men loven og afstemningen har også haft en anden effekt. Hate Crimes er et stigende problem i Irland, og landet er et af de få EU lande som ikke har en lov imod hate crime. Selvom homoseksuelle, biseksuelle og transkønnede bliver udsat for had, er det faktisk race-relaterede hate crimes som har haft den største stigning. Antallet er steget endnu mere efter at Trump er blevet præsident i USA. Flere irske aviser har kaldt det Trump-effekten.
Parlamentet arbejder dog på en lov som skal beskytte mindretal, så man kan håbe på en lysere fremtid.