Hvis du er til at lytte til spansk, portugisisk eller vietnamesisk og en smule irsk, så er du hjulpet godt på vej i dette års program for MIX filmfestivalen. Programmet følger det seneste års trend hvor især de spansk- og portugisisktalende lande dominerer udbuddet af film.
Programmet er i år smalt og tematisk, og der er mange film som ikke umiddelbart vil appellere til det brede publikum. Det er synd, fordi der faktisk er mange film at vælge imellem fra det seneste års udbud, men sådan skulle det ikke være. Her er nogle anbefalinger plukket ud af årets program:
Festivalen åbner med en meget stærk film. Det er den tyske "Futur Drei", "No Hard Feeling", af instruktøren Faraz Shariat. Det er en film om to unge mænd i et moderne Tyskland. Racisme, homofobi, had og sexisme bobler hele tiden op i et meget intenst drama hvor kameraet flot indfanger alt hvad der sker i to unges liv, og hvor tætte familieforhold og kulturer bliver snærende – for snærende.
Argentinske Marco Berger har begået sin syvende spillefilm, "El Cazador", "Young Hunter", som på mange måder bryder med Marco Bergers sædvanlige stil. El Cazador handler om en teenager der er “alone at home” og i en måned går opdagelse i en verden af skating og sex. Han møder en anden skater og oplever en intimitet der bedst kan karakteriseres som misbrug. Her sidder man ikke i mørket og venter på spændingen, som i Marco Bergers øvrige film. På ingen måde.
Hvis man er til “Tom of Finland”, så er "Vento Seco", "Dry Wind", lige sagen. Brasilianske Daniel Nalasco skildrer livet i den brasilianske ødemark hvor hovedpersonen går på arbejde, klub, til fodbold og byfester, har platonisk sex med en kollega, indtil Maicon som skåret ud af en "Tom of Finland" tegning dukker op i den lille by. Så sker der noget – til tider komisk.
Den chilenske instruktør Omar Zúñiga Hidalgo har begået en af årets bedste film. Det er "Los Fuertes", "The Strong Ones", som handler om Lucas og Antonio der mødes på en historisk ø ved den chilenske kyst hvor Lucas besøger sin søster efter at have afviklet sit liv i Santiago og er på vej til Canada. I de uger Lucas tilbringer hos sin søster på øen, udvikler han et forhold til den lokale fisker Antonio, som er lige så søgende efter et ståsted i livet som han selv. Det er en stærk film som skildrer de to personer og deres ønsker til livet på en helt nede på jorden facon. I festivalprogrammet er der en advarsel om homofobi. Det irriterer mig, og det gør den scene på 10 sekunder som det handler om også, fordi den er malplaceret i filmens skildring af de to hovedpersoner, men det er også den eneste skønhedsplet på en flot film med godt karakterspil.
Festivalen har i alle sine 35 år haft problemer med at finde film der repræsenterer bogstavet “L” i LGBT+. I dette års program har man forsøgt at råde bod på det. Et resultat er en smule uforståeligt den fantastiske russiske storfilm “Dylda", “Beanpole", som jeg nok aldrig ville have set som en typisk L film. Men det er en fantastisk film af den kun 27-årige russiske instruktør Kantemir Belagov. Han har begået et brilliant drama i efterkrigstidens Leningrad hvor sygeplejersken Iya – Dylda – og vennen Masha hjælper hinanden til at skaffe madrationer til sønnen Pashka. Det er en film om krigens rædsler og en film om rædsler der ikke stopper fordi krigen gør det. Det er en overvældende film der bringer alle følelser i kog – også de værste som gør det svært at holde øjnene til lærredet. Filmen vandt to priser ved filmfestivalen i Cannes sidste år. Den er et MUST see!
Hvis man har set "Handsome Devil" med den talentfulde irske skuespiller Fionn O’shea i hovedrollen, så kender man opskriften på David Freynes komedie "Dating Amber”. Her spiller O’Shea den unge, homoseksuelle Eddie som sammen med sin lesbiske veninde Amber danner par for at slippe for kammeraternes drillerier. Det udvikler sig, og i virkeligheden er det Amber der har bukserne på og gør noget ved sagen da de to i hemmelighed opsøger LGBT+ livet i Dublin. Det er en sød og morsom film som også repræsenterer en irsk tidslomme.
At leve hele livet som hetero med famile og børn selv om man godt ved at man er homoseksuel, er temaet for Ray Yeungs smukke film "Suk Suk", der udspiller sig i Hong Kong. Pak er gift og taxachauffør i byens smalle gader hvor han møder Hoi der er enlig far. De to ældre mænd indleder et forhold som de gerne vil udvikle til noget mere, men det er svært fordi de to ikke ønsker at opgive familierne og deres fortid. Det er en meget anderledes film som også giver et indblik i en kultur der ikke er så åben som man umiddelbart skulle tro.
Argentinske Lucio Castros film "Fin de Siglo", "End of the Century", foregår i Barcelona og beskriver forholdet mellem to fyre der har mødt hinanden 20 år tidligere under andre omstændigheder hos en fælles veninde og kæreste. Castro leger med tiden, springer tilbage i tiden, og beskriver forskelligheden i de to fyres holdninger fra dengang og nu. Han springer faktisk også frem i tiden til et liv de to kunne have levet. Filmen er meget intim, og det er samtalerne også. Man kan næsten kalde den lærerig. Filmen har været et kæmpe hit på festivalerne og homo-kanalerne i Asien.
Egentlig ligner han bare en kontornusser af værste skuffe, denne familiefar Colm der efter fyring fra en lederstilling på havnen i Dublin ender i druk og et forhold til en 19-årig fyr som bl.a. ernærer sig ved prostitution. Filmen “Rialto" er instrueret af Peter Mackie Burns som er kendt for sine stærke karakterskildringer, og denne film er ingen undtagelse. Hovedpersonen ender i druk efter faderens død og søger lindring hos den 19-årige fyr som heller ikke har styr på sit liv. Hele Colms familieliv bliver sat på højkant i dette irske drama hvor et af lyspunkterne faktisk er hans kone.
Den vietnamesiske film, "Goodbye Mother", er en vidunderlig komedie som er et kæmpe hit på mange streamingkanaler i Asien. Van vender hjem til sin landsby efter flere år i USA. Han er sammen med sin kæreste Ian. Van kommer for at ordne sin fars grav, springe ud for til sin mor og famile og for at få orden på sin arv. Men alt går galt fra starten da den senile bedstemor forveksler Ian med Van Så er scenen sat, og tidspunktet for at springe ud ser ud til aldrig at indfinde sig. Filmen er fyldt med hjertevarme, kærlighed og humor og kan anbefales på det varmeste. Den er instrueret af Trinh Dinh Le Minh som er uddannet i Texas. Det er hans første spillefilm.
Der er film, jeg virkelig mangler på dette års program, dels fordi de er gode, og dels fordi de formentlig slet ikke kommer til Danmark. Det er “Monsoon", "The Prince", “The thing about Harry", “Transhood", "Last Ferry", “Nevrland", "Orpheus’s Song", "Just Charlie", "Welcome to Chechnya", “Minyan", "Breaking Fast", "And then we danced", "A dog barking at the moon", “Moffie", og ikke mindst “Days". Jeg forstår ikke, hvorfor en FILMfestival ikke har som mål at vise det forgangne års bedste film, men vælger at køre politiske temaer, hvor festivalens programlæggere tydeligvis har svært ved at finde passende gode film i stedet for at have som mål, at vise os det bedste ud af årets film-høst. Det kunne måske få flere til at gå i biografen.