Afsnit 2 i tv-serien om Good Guy-dukken Chucky lærer os, hvordan mordere retfærdiggør deres drab: Der er bare nogen, der fortjener at blive slået ihjel. Og det skal Chucky nok sørge for.
”Give Me Something Good To Eat” er titlen på afsnit 2 i tv-serien Chucky og kan streames på C More.
Afsnittet følger op på første episodes helt store chok: Chuckys mord på Jakes far, Lucas. Det indebærer store ændringer i Jakes liv, der flytter ind hos sin rige onkel og hans familie. Nyheden om tragedien er naturligvis også nået ind på skolen, hvilket afføder en invitation til halloweenfesten, alle ønsker at blive inviteret til. En fest i bedste teen-gyser stil, og som foregår i en kæmpe amerikanervilla, hvor teenagerne drikker sig fulde, mens forældrene er væk. Perfect setting for Chucky at udføre sit længeventede drab på Lexy – blondinen, der konstant søger at placere Jake i et dårligt lys.
Men Chuckys timing med kniven er ikke god, og han får aldrig ram på Lexy. Til gengæld viser han en sjælden barmhjertighed overfor Jake med ordene: ”Jeg har et barn, der er queer”. Og da Jake forundret spørger, om han er okay med det, svarer Chucky: ”Jeg er ikke et monster, Jake”. En bekræftelse af omskrivningen af teen-gyserens seksuelle motiv, som blev optegnet i første afsnit: Morderen straffer ikke dem, der har fundet eller eksperimenterer med deres seksualitet, men dem, der ikke accepterer andres.
Men hvordan retfærdiggør man at tage et menneskets liv? I en demokratisk og humanistisk retsstat som den danske er dødsstraf helt utænkeligt, men for Chucky og for andre seriemordere er det selve kimen i deres drab – altså at nogen har gjort sig fortjent til at dø på grund af deres (u)gerninger. Spørgsmålet er så, hvilke gerninger der skal straffes? For Chucky kan det blot være at stå i vejen.
Afsnittet genåbner også parallellen til en anden verden – Charles Lee Rays opvækst – som vi blev præsenteret for i afsnit 1. Denne gang ser man Ray glædeligt spise af et æble, han ved, indeholder et barberblad. Men hvor flashbacket i første afsnit fungerer som en informativ forbindelse til filmene om Chucky, virker det i dette afsnit en anelse ligegyldigt – i bedste fald som fyld.
Seriens indskrivning i et mere woke verdensbillede er stadig gældende, men det er, som om den taber lidt momentum i sin fortælling. Og det er synd for seriens energi. Ikke desto mindre er Chucky stadig interessant og nyskabende; især fordi forholdet mellem Chucky og Jake er blevet dybere. Hvordan det udvikler sig, venter jeg i spænding.