Dramaet The Lost Daughter (2022) er instrueret af Maggie Gyllenhaal, som vi bedst kender som skuespiller, men som med filmatiseringen af nobelprisvinderen Elena Ferrantes storsælgende roman af samme navn udvider sit repertoire noget så gevaldigt. Filmen varer to timer og får premiere den 10. marts i biografer landet over.
Til lyden af klaverspil og strygere, som er Dickon Hinchliffes musikalske bidrag med titlen ”Leda”, møder vi den midaldrende kvinde af samme navn (Olivia Colman). Leda er i ly af arbejdet som professor i italiensk litteratur taget på ferie på en græsk ø for at skrive på egne værker. Stranden er hendes rolige arbejdsplads, indtil freden forstyrres af en større børnefamilie, heriblandt er en ung mor (Dakota Johnson) og datter, som Leda bliver besat af. Familien og især den unge mor har noget inciterende over sig, som får Leda til at mindes sin egen tid som ung mor. Minderne, som hun i mange år har ladet synke hen i glemsel, overvælder hende, fordi de også sætter gang i tankerne om de smerter, som hendes valg har påført andre. Et portræt af et menneske, hvor overgangen fra at være kvinde til mor ikke føltes lige så naturligt, som det vidt og bredt fortælles, og hvor trangen til at vedblive med at eksistere som den, hun var, inden hun blev mor, blev for stor.
Gyllenhaal blev selv begejstret over romanens udfordring af det klassiske billede af det ukomplicerede moderskab. Den var med Gyllenhaals egne ord ”en skjult brik, der faldt på plads, i min egne oplevelser som mor, som elsker, som en kvinde i denne verden”. Naturlighed er svært, fordi det netop peger på, at det er kvinders natur at være mødre, at instinktet tager over, så snart fødslen er overstået. De naturlige begrænsninger har flere kendte kvinder haft fokus på. Tv-vært Sofie Linde udgav fx i 2018 bogen Fårking gravid, hvor hun åbenhjertigt fortæller om alle de ting, hun glæder sig til som mor, men også alt det hårde ved graviditeten. Det blev efter fødslen til daglige uploads på Instagram, hvor hun ærligt viste morgenhår og fortalte om frustrationerne.
”Børn er et… knusende ansvar”
Netop ærligheden er det, der gør The Lost Daughter så eminent, fordi det stadig i 2022 er svært at ytre sig om moderskabets fængsel. Kvindelige kunstnere i det moderne gennembrud i slutningen af det 19. århundrede gjorde krav på det – de ville være andet end mødre og placerede derfor kvinderne i andre kontekster end hjemmets. Men spørgsmålet er, om det ændrede noget, eller det blot var en stiltiende accept af det eksisterende? The Lost Daughter tager i stedet livtag med den snævre fremstilling af, hvad en rigtig og/eller god mor er, og indsætter en nuanceret en af slagsen. Den viser – også i bogstavelig forstand – at selvom de smukkeste æbler, appelsiner og vindruer på den ene side ser lækre ud, så kan de være rådne på den anden.
Som mand føles det lidt, som om jeg får adgang til et ellers utilgængeligt miljø, hvor fællesnævneren er, at man er mor. Ikke desto mindre giver det mig mulighed for at trykteste filmens grad af universalisme. Og her udmærker filmen sig på fremragende vis i sit frigørende omdrejningspunkt. De, der kæmper for at gå deres egne veje, kæmper aldrig kun med nutiden, men også med fortiden og dens konstruktion af det naturlige, der insisterer på at fastholde individet som et objekt. At bryde ud af objektiveringen og påkalde sig en subjektposition kræver mod. Det ved særligt læserne af dette website, hvor kampen for at være den, de er, for nogle er en daglig kamp. At en film kan transcendere det specifikke og åbne et universelt rum for refleksion, vidner ikke blot om filmens kvalitet – det forklarer, hvorfor The Lost Daughter er oscarnomineret i kategorierne bedste kvindelige hovedrolle, bedste kvindelige birolle og bedste filmatisering.
Se trailer her.
https://www.youtube.com/embed/fE7pHrQEANY