Foto Warner Bros. Pictures
Fantastiske skabninger – Dumbledores hemmeligheder (2022) udmærker sig ligesom Hobbitten efter supersuccesen Ringenes Herre ved at oplyse originale sider af Harry Potter-universet. Fx den uforløste kærlighed mellem Dumbledore og Grindelwald, der til stor fornøjelse spilles af Jude Law og Mads Mikkelsen.
Filmen er baseret på J. K. Rowlings bog af samme navn og er den tredje i rækken af fem, som Warner Bros. Pictures har planlagt. David Yates, der debuterede som Harry Potter-instruktør i 2007, har som i de forrige det overordnede ansvar for at give manuskriptet liv. Filmen varer 2 timer og 23 minutter og har premiere den 7. april i biografer over hele landet.
Hvor første film med titlen Fantastiske skabninger… og hvor de findes (2016) havde troldmanden Newt Scamanders (Eddie Redmayne) redning af truede, magiske skabninger som omdrejningspunkt, fokuserede efterfølgeren fra 2018 på den ondskabsfulde Gellert Grindelwald (Johnny Depp) og hans mål om at skabe en altdominerende race af fuldblodstroldmænd.
Denne tredje af slagsen følger sporet af Grindelwald (Mads Mikkelsen), som planlægger en magtovertagelse af troldmandsverdenen. Dumbledore (Jude Law) har fået færten af det, men kan trods sine mange kræfter ikke selv stå for kampen, da de to i tidernes morgen lod deres blod indkapsle i en amulet for at indgå en bloded om aldrig at bekæmpe hinanden. Scamander får derfor hovedrollen i en samling af troldmænd, hekse, mytologiske væsener og en muggler, Jacob Kowalski (Dan Fogler), der er et gensyn fra tidligere. Sammen skal de nedkæmpe Grindelwald og hans hastigt stigende antal støtters kupforsøg.
”Vi skulle gøre verden til et bedre sted”
Da fortællingen foregår 70 år før den første Harry Potter-film, møder vi en ung Dumbledore. Hans relationer til familie og venner er en af de sider, som filmen lyser ekstra kraftigt op. Mest bemærkelsesværdigt er relationen til hans åbenlyse uforløste kærlighed til Grindelwald. Forelskelsen udtrykkes i ord, men vi får aldrig rigtigt fortalt, hvornår eller hvordan den opstod. Til gengæld bliver det tydeligt, at Hogwarts-professoren ikke altid har tilhørt den fredelige hær af troldmænd, men engang delte Grindelwalds radikale tanker om mugglernes underlegne kultur. Sammen skulle de gøre verden til et bedre sted ved at udslette den gamle verden, men på et uvist tidspunkt har Dumbledore ændret kurs og omfavnet forskelle og anderledes kulturer.
Det bredere udsyn kommer også til udtryk i filmens øvrige valg af steder og artefakter, hvor Harry Potter-universets velkendte britiske og amerikanske miljøer er mindre fremtrædende til fordel for fx Berlin og Bhutan. Det internationale perspektiv er dermed et yderligere punkt, hvor Fantastiske skabninger adskiller sig og bliver sin egen.
Alt i alt spiller Fantastiske skabninger – Dumbledores hemmeligheder på alle tangenter. I det ene øjeblik er den sød og sjov, i det næste skræmmende og uhyggelig. Temaerne er mange og forskelligartede og går lige fra kærlighed, fællesskab og fred til had, egoisme og krig. Den er således på mange måder alt det, man må forvente sig af en stort anlagt film som denne. Og så gør det jo heller ikke noget, at dens hovedkonflikt i høj grad er bygget over en uforløst kærlighed mellem to usædvanligt flotte mænd.
Se traileren her