Foto Netflix

Du kender kunstneren Andy Warhol, men kender du mennesket?

Af Kåre Lund Rasmussen 19. juni 2022

Marilyn Monroe i fluorescerende farver. Sidestillede kopier af Campbell's Tomato Soup. Du kender dem helt sikkert og ved også, at de er Warhols værker. Men vidste du, at Warhol følte sig meget ensom, og at han ikke troede på døden? Ny dokumentarserie på Netflix bringer os helt tæt på en af kunsthistoriens og LGBT+ miljøets største skikkelser.

The Andy Warhol Diaries (2022) er en Netflix-dokumentarserie med seks episoder, som er produceret af Ryan Murphy. Serien er baseret på bogen af samme navn fra 1989, der blev til i et samarbejde mellem Andy Warhol (1928-1987) og forfatteren Pat Hackett. Kan streames nu.

Med Glee, Pose, Halston og Boys in the Band er tv-producenten Ryan Murphy gaven, der bliver ved med at give til LGBT+ miljøet. Denne gang har han kastet sig over Andy Warhols dagbøger, som fører os fra hans opvækst i arbejderbyen Pittsburgh, USA, over kunstnerkollektivet i The Factory til det legendariske dansegulv på Studio 54 i New York. Ved hjælp af kunstig intelligens er det Warhols genskabte stemme, der læser op fra dagbøgerne, mens musik og billeder fra 60’erne, 70’erne og 80’erne fungerer som audiovisuelt bagtæppe. Kun momentvis afbrydes hans velkendte monotone stemme af kløgtige kunstkritikere med refleksioner over det fortalte eller af sjove indfald og anekdoter fra dem, der virkelig kendte ham.

For Andy Warhol var ikke bare succesfuld – han tilhørte også den smalle klub af levende kunstnere, der tjente kassen på deres kunst. Og det til trods for han praktiserede en helt særlig form for avantgarde kaldt pop art eller popkunst, der genbrugte det billedsprog, som allerede fandtes i reklameverdenen. Bedst kendt er værket med de mange suppedåser fra Campbell’s. Siden kom de mange portrætter af tidens hotteste skuespillere, modeller, popstjerner og en enkelt gangsterboss. Kunstneren Warhol var en kæmpe succes.

”Succes er intet, hvis du ikke kan dele den med én, du elsker”

Særligt belysningen af de mere private sider af Warhols liv og sårbare stunder, der handler om ensomhed, giver dokumentaren sin utvetydige eksistensberettigelse og gnist. For hvordan kunne det være, at den så succesfulde kunstner, som alle ville have en bid af, have som glamourøs gæst til diverse middagsselskaber, ferniseringer og premierer, fremstod ukærlig og aseksuel? Skyldtes det hans ønske om at forblive den ensomme kunstner? Eller skyldtes det den klemme, at de dele af det amerikanske samfund, som han ønskede anerkendelse i, bremsede muligheden for både at få en karriere og udleve sin seksualitet?

”Jeg tror ikke på døden. Jeg tror, de er taget til Californien og kommer tilbage snart”

Frem mod slutningen af serien kommer det uundgåelige: Hiv og aids. Døden går på rovdrift i LGBT+ miljøet og tager også fra Warhol: Kærester, venner, bekendte og kolleger forsvinder. Alligevel var sygdommen ikke noget, Warhol beskæftigede sig eksplicit med i interviews, kampagner eller i sin kunst. I skarp kontrast til hans samtidige kunstnerkollega Keith Haring. Måske, som en af personerne i dokumentaren konstaterer, fordi Warhol ikke ville være ”a gay artist, but a famous artist”.

Dokumentaren giver dog også en anden forklaring. Når Warhol ikke i højere grad beskæftigede sig med hiv og aids, skyldtes det ikke hans ignorance eller homofobi, men hans dødsangst – og i sidste ende hans frygt for selv at få sygdommen. En forklaring, som virker mere plausibel, hans mange homoseksuelle og homosociale referencer og motiver taget i betragtning.

Samlet set er The Andy Warhol Diaries (2022) en fryd for øjet, ørerne, sindet og kroppen. Warhols stemme, skabt gennem sindsoprivende teknologi, er på trods af sin monotoni terapeutisk og livgivende. Det er en fortælling med fokus på Andy Warhol, men som har indlagt inspirerende afstikkere til skabende kunstnermiljøer, sitrende dansegulve på Studio 54 og The Loft, en legendarisk Diana Ross-koncert fra Central Park i New York City i 1983 og alt muligt andet. Det er med andre ord en dokumentar, du skal se. Tak til Murphy for endnu en gang at fortælle ”vores” historie. Og sidst, men ikke mindst, tak, Andy. R.I.P.


Se traileren her

 

 

 

Tjek os ud

Film

Annonce

Tag på rejsemesse og få inspiration 

2022 var året, hvor vi næsten havde lagt coronaen bag os, og med en fifty-fifty fordeling på at nogle stadig h...

Vi har for længst lagt sommeren bag os, og det kan på sin vis være trist nok, men man siger ...

Hvor meget rejser du?

At komme væk fra hverdagens stress et par dage, søgen efter den første sol i foråret, eller den sidste sol i e...

Det er ved at være seks år siden, vi sidst spurgte jer læsere om jeres rejsevaner, og s&arin...

Det lykkedes at få skabt et fint dystopisk fremtidsbillede på Husets Teater, men der er ikke meget andet i forestillingen A Play.

Dystopisk tristesse

På Husets Teater har man lukket dørene op for et samarbejde med Dansehallerne og den koreografiske gruppe Inst...

23. nov

Harry Styles stråler som 'My Policeman' i et homofobisk Efterkrigseuropa  

Med VM i Qatar bliver vi for tiden mindet om vigtigheden af menneskets frihed og værdighed. Især når det ikke...

22. nov
Der er godt kan i skørterne i Miles Hoares friske koreografi til West Side Story på Operaen.

Musicalhit i Operaen

Det Kongelige Teater har sikret sig en succes med Thomas Bendixen og Miles Hoares moderne og flotte udgave af ...

19. nov
Det er i de store fælles shownumre at årets forestilling virkelig imponerer.

Julespas i højt humør

Årets Crazy Christmas Cabaret er en af de bedste i lang tid med især et forrygende hold af yngre spillere. 

16. nov