The Andy Warhol Diaries (2022) er en Netflix-dokumentarserie med seks episoder, som er produceret af Ryan Murphy. Serien er baseret på bogen af samme navn fra 1989, der blev til i et samarbejde mellem Andy Warhol (1928-1987) og forfatteren Pat Hackett. Kan streames nu.
Med Glee, Pose, Halston og Boys in the Band er tv-producenten Ryan Murphy gaven, der bliver ved med at give til LGBT+ miljøet. Denne gang har han kastet sig over Andy Warhols dagbøger, som fører os fra hans opvækst i arbejderbyen Pittsburgh, USA, over kunstnerkollektivet i The Factory til det legendariske dansegulv på Studio 54 i New York. Ved hjælp af kunstig intelligens er det Warhols genskabte stemme, der læser op fra dagbøgerne, mens musik og billeder fra 60’erne, 70’erne og 80’erne fungerer som audiovisuelt bagtæppe. Kun momentvis afbrydes hans velkendte monotone stemme af kløgtige kunstkritikere med refleksioner over det fortalte eller af sjove indfald og anekdoter fra dem, der virkelig kendte ham.
For Andy Warhol var ikke bare succesfuld – han tilhørte også den smalle klub af levende kunstnere, der tjente kassen på deres kunst. Og det til trods for han praktiserede en helt særlig form for avantgarde kaldt pop art eller popkunst, der genbrugte det billedsprog, som allerede fandtes i reklameverdenen. Bedst kendt er værket med de mange suppedåser fra Campbell’s. Siden kom de mange portrætter af tidens hotteste skuespillere, modeller, popstjerner og en enkelt gangsterboss. Kunstneren Warhol var en kæmpe succes.
”Succes er intet, hvis du ikke kan dele den med én, du elsker”
Særligt belysningen af de mere private sider af Warhols liv og sårbare stunder, der handler om ensomhed, giver dokumentaren sin utvetydige eksistensberettigelse og gnist. For hvordan kunne det være, at den så succesfulde kunstner, som alle ville have en bid af, have som glamourøs gæst til diverse middagsselskaber, ferniseringer og premierer, fremstod ukærlig og aseksuel? Skyldtes det hans ønske om at forblive den ensomme kunstner? Eller skyldtes det den klemme, at de dele af det amerikanske samfund, som han ønskede anerkendelse i, bremsede muligheden for både at få en karriere og udleve sin seksualitet?
”Jeg tror ikke på døden. Jeg tror, de er taget til Californien og kommer tilbage snart”
Frem mod slutningen af serien kommer det uundgåelige: Hiv og aids. Døden går på rovdrift i LGBT+ miljøet og tager også fra Warhol: Kærester, venner, bekendte og kolleger forsvinder. Alligevel var sygdommen ikke noget, Warhol beskæftigede sig eksplicit med i interviews, kampagner eller i sin kunst. I skarp kontrast til hans samtidige kunstnerkollega Keith Haring. Måske, som en af personerne i dokumentaren konstaterer, fordi Warhol ikke ville være ”a gay artist, but a famous artist”.
Dokumentaren giver dog også en anden forklaring. Når Warhol ikke i højere grad beskæftigede sig med hiv og aids, skyldtes det ikke hans ignorance eller homofobi, men hans dødsangst – og i sidste ende hans frygt for selv at få sygdommen. En forklaring, som virker mere plausibel, hans mange homoseksuelle og homosociale referencer og motiver taget i betragtning.
Samlet set er The Andy Warhol Diaries (2022) en fryd for øjet, ørerne, sindet og kroppen. Warhols stemme, skabt gennem sindsoprivende teknologi, er på trods af sin monotoni terapeutisk og livgivende. Det er en fortælling med fokus på Andy Warhol, men som har indlagt inspirerende afstikkere til skabende kunstnermiljøer, sitrende dansegulve på Studio 54 og The Loft, en legendarisk Diana Ross-koncert fra Central Park i New York City i 1983 og alt muligt andet. Det er med andre ord en dokumentar, du skal se. Tak til Murphy for endnu en gang at fortælle ”vores” historie. Og sidst, men ikke mindst, tak, Andy. R.I.P.
Se traileren her