Jeg kendte ikke historien bag No Rest for the Wicked, inden jeg så filmen. Måske var det meget godt.
Vi befinder os på Færøerne i 1862. Den unge Baldur lever sammen med sin mor, Ásla, i et lille, isoleret samfund, hvor havet, fiskeriet og kristendommen sætter rammerne for livet.
Så dukker Helge op.
Han er dansk hvalfanger, ældre, berejst og langt mere erfaren end Baldur. Og der går ikke længe, før blikkene mellem de to mænd begynder at sige mere end ordene.
For der er faktisk ikke voldsomt mange ord.
Det er en af de ting, filmen gør rigtig godt. Den tør være stille. Et blik får lov at vare lidt længere. Naturen får plads, og vi får tid til at mærke, hvad der sker mellem Baldur og Helge, uden at de behøver fortælle os det.
Og så hjælper det selvfølgelig, at Egor Venned spiller Baldur.
Svær at tage øjnene fra
Det er muligvis bøsseanmelderens største kliché at fremhæve den unge mandlige hovedrolles udseende.
Men for pokker, Egor Venned er smuk.
Den dansk-færøske model har arbejdet for blandt andre Versace og Balmain, og No Rest for the Wicked er hans filmdebut. Man kunne derfor frygte, at der først og fremmest var blevet castet et meget smukt ansigt.
Men Venned kan mere end det.
Han har ikke meget dialog at arbejde med. Til gengæld bruger han ansigtet, kroppen og især blikket. Man mærker hans nysgerrighed over for Helge, usikkerheden og det begær, han måske ikke selv helt har haft ord for før.
Pilou Asbæk er god som Helge. Det havde jeg også forventet. Rollen viser mig ikke nødvendigvis en ny side af ham, men over for Venneds mere forsigtige Baldur fungerer hans rå og selvsikre Helge rigtig godt.
Aldersforskellen mellem dem generede mig heller ikke. Helge er tydeligvis den erfarne, mens Baldur står over for sin første seksuelle erfaring med en mand. Men begæret går begge veje.
Og filmen tør vise det.
Sexen er sanselig uden at blive udpenslet. Vi ser nok til at mærke den fysiske tiltrækning mellem dem. Mere behøver vi egentlig ikke.
Gud ved jo bedst
Baldurs mor kunne nemt være blevet den stereotype religiøse mor, der opdager, at sønnen er til mænd, og straks bliver filmens skurk.
Så enkelt er det heldigvis ikke.
Hun elsker sin søn. Problemet er bare, at man jo vil det bedste for sine børn – så længe det ikke kommer på tværs af kristendommen. For Gud ved jo bedst.
Samtidig har hun allerede mistet sin mand. Baldur er det menneske, hun har tilbage, og Helge truer derfor med at tage mere fra hende end bare kontrollen over sønnens seksualitet.
Det gør hende langt mere interessant end endnu en karikatur af den onde kristne.
Og så kommer vampyren
Her mister filmen lidt af sit tag i mig.
Efter filmen fandt jeg ud af, at No Rest for the Wicked bygger på Karl Heinrich Ulrichs’ korte fortælling Manor fra 1884.
Ulrichs var en af de allerførste offentlige forkæmpere for mænd, der elskede mænd. Og vampyren kommer faktisk fra hans historie. Det er altså ikke noget, filmskaberne har fundet på.
Alligevel er det netop vampyren, jeg har sværest ved.
Filmen gør så meget ud af Færøerne. Havet, tågen, klipperne og det isolerede samfund er ikke bare baggrund. Landskabet bliver næsten en karakter i sig selv.
Derfor føles vampyren mærkeligt nok lidt importeret.
Færøerne har deres egne gamle fortællinger om gengangere og væsener knyttet til havet. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor godt det kunne have fungeret, hvis filmen havde taget sig den frihed at lade den døde vende tilbage som noget fra den færøske folketro.
Ikke en vampyr. Bare en død mand, der kommer tilbage fra havet.
For landsbyen ville han være noget, man skulle frygte.
For Baldur ville han stadig bare være Helge.
Den tanke synes jeg faktisk er både mere uhyggelig og mere romantisk.
Fire stjerner
No Rest for the Wicked er utrolig flot fotograferet. Færøerne er som skabt til den her slags historie, og filmen bruger naturen fremragende.
Tempoet er langsomt, men det havde jeg ikke noget problem med. Tværtimod. Filmen har brug for stilheden og de lange blikke.
Historien om to mænd, der ikke må elske hinanden, har vi selvfølgelig set mange gange før. Men filmen finder noget fint i Baldurs opdagelse af sit eget begær. Ikke bare at han kan begære en anden mand, men at en anden mand også kan begære ham.
Alligevel blev jeg aldrig helt følelsesmæssigt opslugt af historien.
Jeg kunne se, hvor smuk filmen var. Jeg nød stilheden, naturen og samspillet mellem Venned og Asbæk. Men den ramte mig aldrig helt derinde, hvor en film bliver ved med at sidde efter rulleteksterne.
Det er forskellen på fire og fem stjerner.
No Rest for the Wicked er en smuk og anderledes bøsseromance, og Egor Venned er et navn, jeg meget gerne vil se mere til.
Filmen havde Færøerne. Den havde havet. Den havde de døde. Og den havde kærligheden mellem to mænd, som ikke engang døden kunne holde fra hinanden.
Jeg havde bare ikke brug for vampyren.
Se traileren her