Anmeldelse af Alle Guds farver
Hvordan virker den
I udkanten af Vesterbro ligger Enghave Kirke. Det er her, Jannik Splidsboel tager os med hen i sin nye dokumentar Alle Guds farver.
Her møder vi de mennesker, der kommer i kirken, og dem, der har deres daglige gang der. For nogle er kirken blevet et sted, hvor de har fundet en plads, de måske har haft svært ved at finde andre steder.
Jeg havde på forhånd forventet, at troen ville fylde meget mere. Men Alle Guds farver er ikke en dokumentar, der vil diskutere teologi eller forklare, hvordan man både kan være homoseksuel og kristen. Splidsboel interesserer sig mere for menneskene og deres liv.
Derfor kom filmen for mig også til at handle mindst lige så meget om næstekærlighed som om religion.
En af dem, vi følger, er præsten Viggo Julsgaard Jensen. Vi ser ham flere gange løbe gennem København, og undervejs nåede jeg faktisk at tænke på, hvad det mon er, Viggo løber fra.
Men det er Bo Hagen Clausen – eller Ramona Macho, som mange kender ham som – der for alvor bliver hos mig bagefter. Det er Bo, jeg husker
Bo er kirketjener i Enghave Kirke og samtidig manden bag dragqueen Ramona Macho.
Ramona giver både humor og farve til filmen, men jo længere vi kommer, desto mere interesseret bliver jeg i mennesket bag. Vi får lov til at komme tæt på Bo, også når livet gør ondt, og her er filmen allerbedst.
Splidsboel bliver i situationerne uden at lægge en masse forklaringer ovenpå. Det giver nogle meget ærlige øjeblikke, og jeg fik lyst til at vide endnu mere om Bo.
Samtidig bliver Enghave Kirke et meget konkret eksempel på, at homoseksualitet og kristendom sagtens kan eksistere side om side. Det burde egentlig ikke være særlig opsigtsvækkende i 2026. Men det er det stadig.
Det bliver tydeligt, da kirken arrangerer Børnepride. Udenfor står demonstranter, og nogle af dem kommer også ind i kirken.
Det er ubehageligt at se på. Vi har netop lært kirken at kende som et sted, der åbner dørene for mennesker, og pludselig står modstanden helt fysisk udenfor – og indenfor.
Splidsboel lader i høj grad situationen tale for sig selv. Sådan arbejder han flere steder i filmen, og det klæder den. Jeg følte aldrig, at Alle Guds farver forsøgte at fortælle mig, hvad jeg skulle mene. Filmen har et tydeligt ståsted, men den giver os plads til selv at reagere på det, vi ser.
Hr. og fru Danmark bør se med
Man kunne måske tro, at Alle Guds farver primært er lavet til et LGBT+ publikum. Det ville være synd, hvis den ender dér.
Man behøver hverken være homoseksuel, kirkegænger eller interessere sig for drag for at forstå de mennesker, vi møder. Behovet for at blive accepteret og have et sted, hvor man føler sig velkommen, er trods alt ikke forbeholdt LGBT+ personer.
Jeg ved ikke, hvor stort et publikum filmen får i biograferne. Dokumentarfilm har ikke altid de nemmeste vilkår på det store lærred, men jeg håber, at mange får den set.
Og den dag DR forhåbentlig viser Alle Guds farver, tror jeg faktisk, at hr. og fru Danmark vil blive hængende. De tænder måske for en dokumentar om homoseksuelle, dragqueens og en kirke på Vesterbro, men det er ikke nødvendigvis det, de sidder tilbage med bagefter.
Jeg gik i hvert fald ikke ud af biografen mere eller mindre troende, end da jeg gik ind. Til gengæld forstod jeg bedre, hvorfor kirken stadig betyder noget for nogle LGBT+ personer – og hvorfor det betyder noget at blive lukket ind frem for holdt ude.
Jannik Splidsboel har lavet en hjertevarm dokumentar uden at gøre alting pænt. Der er sorg og modstand undervejs, men også humor og masser af varme.
Da rulleteksterne kom, var det især ét menneske, jeg stadig sad og tænkte på, Bo.
Se den i biograferne.