Eliaskirken på Vesterbro var fyldt til sidste bænk, da Copenhagen Gay Choir inviterede til forårskoncerten Won’t Make My Mama Proud. Det blev en rørende, stærk og livsbekræftende koncertoplevelse om fællesskab, kærlighed og modet til at stå ved sig selv.
Copenhagen Gay Choir
Sted: Eliaskirken
Dato: 10. maj
Vil man støtte Copenhagen Gay Choir, kan det gøres på MobilePay 107260
Der er noget næsten poetisk over tanken om, at mere end næsten 100 homoseksuelle mænd fylder en dansk folkekirke med sang, latter og følelser. Men netop dét skete denne mors dag, den 10. maj, hvor Eliaskirken på Vesterbro var fyldt til bristepunktet.
Anledningen var Copenhagen Gay Choirs forårskoncert Won’t Make My Mama Proud, hvor koret delte scenen med det sønderjyske kor No Name Needed Choir i en koncert om alt det, vi skjuler – og alt det, der kan ske, når vi tør vise det frem.
De to grundlæggere, Jan Lagermand Lundme og Michael Søndergaard, bød publikum velkommen og fortalte kort om korets tilblivelse, inden dirigent Christian Hansen overtog dirigentstokken.
Først var det No Name Needed Choir, der indtog kirkerummet med blandt andet Goin’ Up Yonder, Almægtige Ånder og Adiemus. Særligt afslutningen med A Million Dreams ramte noget længselsfuldt og håbefuldt i rummet.
Senere samledes begge kor i en smuk og nærværende version af Lyse Nætter, som fik hele kirken til at føles varm og levende.
Det særlige ved koncerten var dog ikke kun musikken. Mellem sangene blev der delt personlige historier om ensomhed, kærlighed og identitet. Finn fortalte bevægende om ensomhed blandt ældre LGBT+-personer som introduktion til Pink Pony Club, mens Thomas fortalte om kærlighed, queerliv og dragmiljøet i Libanon, inden koret kastede sig ud i Euphoria med en energi, der fik hele kirkerummet til at løfte sig.
Til sidst trådte unge Viggo frem og satte ord på følelsen af at finde hjem i sig selv og i et fællesskab. Derefter fulgte Fix You — og her var det svært ikke at blive rørt.
Det var en koncert fyldt med varme, nærvær og menneskelighed. Flere blandt publikum tørrede diskret øjnene undervejs, og stemningen i kirken var præget af både glæde og eftertænksomhed.
Won’t Make My Mama Proud blev ikke bare en koncert. Det blev et rum, hvor mennesker kunne spejle sig i hinanden, føle sig set og mærke, at de ikke stod alene.
En seksstjernet aften i Eliaskirken — og en smuk måde at afslutte mors dag på.
Se en af sangene her
Se en af sangene her