Krig følger krig 

Man bliver suget ind i historien fra første tone i den nye musical, Den Evige Ild på Bellevue Teatret, og det er noget af en historie man skal i gang med. Ken Follett er kendt for at skrive lange og omfattende romaner – bare tænk på Jordens Søjler – og Den evige ild er ingen undtagelse.

Vi er i England omkring den tid hvor Elizabeth den 1. bliver dronning og genindfører den engelske kirke med sig selv i spidsen – modsat den katolske kirke med paven i toppen. Det bliver starten på en ny religionskrig som endnu den dag i dag brænder i forskellige lande – deraf titlen Den Evige Ild. Men vi skal også lige forbi Frankrig og Bartholomæusnatten hvor katolikkerne massemyrdede de protestantiske huguenotter. Læg dertil flere kærlighedshistorier – så er vi ved at være der.

Det er kulørt og malet med en bred pensel som altid hos Ken Follett, og der bliver taget udgangspunkt i Kingsbridge, hovedbyen i Jordens Søjler, men ellers har denne historie ikke som sådan noget at gøre med den forrige. 

Historien i sig selv er ikke grunden til at forestillingen bliver så vellykket på Bellevue Teatret – det er derimod måden den fortælles og især synges på. En forholdsvis lille trup af skuespillere og sangere klarer de mange roller med intensitet og glød hele den lange aften i gennem. Vi er oppe på lidt over tre timer i alt, men vi mores og gyser over de mange kvaler og dramatiske konflikter vi skal igennem. 

Benjamin La Cour har skabt en formidabel scenografi hvor der på Bellevue Teatrets scene bliver skabt en dybde og en foranderlighed som jeg ikke tror jeg tidligere har set på den scene. 

Mads M. Nielsen har fået hver og en til at spille afdæmpet og med nerve, hjerte og smerte og klare karakterskift så forvirringen ikke bliver alt for stor når man ser samme skuespiller i andre roller aftenen i gennem. Selv de centrale figurer kan ikke sige sig fri for at agere ensemble eller mindre roller andre steder i forestillingen, men det fungerer også takket være nogle smarte kostumeskift.

Lasse Aagaard vokser hver gang med opgaven som moderne musicalkomponist, og denne gang har han ramt en tone og en nerve der passer godt til den dramatiske fortælling samt får skabt ømme og kærlige øjeblikke når det er påkrævet. Johnny Jørgensen og Christian Berg har sørget for at solister og kor lyder aldeles pragtfuldt. Aftenen igennem er det en fryd at høre på – blot ærgerligt at en del af musikken er indspillet, og det sprutter lidt i højtalerne i anden akt – men det var forhåbentlig en teknisk fejl den aften jeg så forestillingen. 

På scenen nyder vi at være i selskab med Christian Collenburgs hovedperson Ned fra start til slut, og vi føler for hans fortvivlelse sidst i forestillingen da han må resignere og indse at krige aldrig hører op: "Krig følger krig" som han opgivende synger. Hans udkårne synges også smukt og indfølt af Silke Biranell, og som den anden kvinde i hans liv er Camille-Cathrine Rommedahl også i flot form. Xenia Lach-Nielsen kommer lige fra en kæmperolle som Leonora Christine i Odense og sætter sig nu overbevisende på en anden kvindelig, historisk hovedperson nemlig Elisabeth den 1. Monica Isa Andersen er fuld af kongelig værdighed som Mary Stuart, Søren Bech-Madsen imponerer med en flot basstemme, Marie Mondrup morer som den kluntede Odette, og Kasper Dalsgaard tager i den grad stikket hjem som charmerende og kynisk skurk.

Det er en lang men flot aften i Klampenborg hvor man mærker historiens sus.