Margaux de Valensart i front foran det store ensemble af statister og kor i Operaens meget vellykkede udgave af Mozarts krigsopera Idomeneo., Foto Miklos Szabo

Moderne Mozart begejstrer

Af Idia Legray 2. marts 2020

Vores gæsteanmelder og operaekspert Idia Legray var meget begejstret for Den Kongelige Operas nye udgave af Mozarts Idomeneo.

Titel: Idomeneo

Teater: Operaen, Store Scene

Spilleperiode: 29. februar - 28. april

Det er ingen hemmelighed, at jeg hader moderne operaopsætninger, hvor tid og sted ændres, og hvor det helst skal være så chokerende og så visuelt uskønt som muligt. Men opsætningen af ”Idomeneo” var en sjældenhed, nemlig en moderne opsætning, der rent faktisk giver mening!

Operaen udspiller sig på Kreta umiddelbart efter den trojanske krig, og man møder både lokalbefolkningen og en gruppe trojanske flygtninge. Der var hele 90 statister med i operaen, og alle, også hovedrolleindehaverne, var enten klædt som flygtninge eller soldater, en relevant kommentar til de triste ting, der finder sted i vores samfund i dag. Gulvet var dækket af en slags gråt sand, og dekorationen var et bagtæppe, hvorpå der blev projekteret ”levende billeder” af et skyoverdækket hav eller tordenskyer eller en flodbølge, alt efter handlingen. Senere så man en sønderbombet by, samtidig med at gulvet var dækket af soldater, og til sidst befandt man sig i en underjordisk bunker med bål i olietønder – alt sammen flot, effektfuldt og relevant i Robert Carsons iscenesættelse.

Dirigenten Julia Jones dirigerede i et noget frisk tempo, men selvom det i nogle af arierne lidt ødelagde muligheden for at spille på det inderlige, gav det god fremdrift til operaen som helhed. Niels-Jørgen Riis i titelrollen klarede sig denne gang bedre end ved tidligere lejligheder. Hans stemme er slidt og han har problemer, fordi han, i hvert fald efter min opfattelse, synger for åbent. Men partiet som Idomeneo ligger ikke  så højt for tenoren, især lød det fortræffeligt i den smukke og lyriske arie med kor i tredje akt, ”Accogli, oh! Rè del mar”. I det hele taget var koret også i absolut topform denne aften.

Forestillingens anden tenor, Gert Henning-Jensen som Idomeneos søn, Idamante (en rolle, der både synges af mezzosopraner og tenorer, alt efter om man benytter Mozarts originale udgave eller hans senere revision), var til gengæld både en fryd for øret og for øjet. Jeg har hørt ham som Almaviva i ”Barberen i Sevilla” helt tilbage i 1994, og selvom han er over 50 i dag, synger han stadig virkelig smukt. Han holder sig også flot i form og var derfor troværdig i går som den unge, forelskede helt, der midt i krigens rædsler insisterer på medmenneskelige værdier og løslader en gruppe trojanske gidsler. Sine Bundgaard i rollen som Elettra, der er ulykkeligt forelsket i Idamante og derfor har nogle vrede, hævngerrige og utrolig flotte arier, klarede også sit svære parti med bravour!

Men for mig var aftenens stjerne belgiske Margaux de Valensart. I rollen som den trojanske prinsesse Ilia, der er splittet mellem sin loyalitet mod sin far og sine brødre, der er døde i krigen, og sin kærlighed til Idamante, der, i kraft af sin herkomst som græker, tilhører fjendelejren, var hun dramatisk troværdig, og vokalt klang hendes stemme så vidunderligt smukt, at jeg sure, gamle tante kunne tilgive hendes usikre udførsel af rollens få koloraturer. Jeg har læst, at hun i denne sæson også debuterer som Pamina i ”Tryllefløjten” i Dresden – det bliver uden tvivl utrolig smukt.

Så kære læser, uanset om du er en garvet operaveteran, bare elsker smuk musik i det hele taget (for Mozart giver os nogle af sine allersmukkeste melodier i denne opera), eller har lyst til at opleve en gribende aften i teatret, som rammer lige i hjertet, hvis man er bekymret over den nuværende samfundsudvikling, kan jeg varmt anbefale ”Idomeneo” på Operaen, som spiller endnu syv gange mellem den 5. marts og den 28. april. For relevant er det – Ilia synger en af sine arier på stranden, der er dækket af orange redningsveste. Da tæppet gik op, og redningsvestene kom til syne, hørtes der latter blandt publikum, hvilket jeg fandt helt uforståeligt – selv var jeg ved at græde, fordi jeg kom til at tænke på billedet af Alan Kurdi, den tre-årige, syriske dreng, der druknede i Middelhavet, på flugt fra krigens rædsler.

Lad os håbe, at verden snart bliver et bedre sted – Mozarts musik er i hvert fald et godt sted at søge inspiration, hvis man vil bevare håbet!

Tjek os ud

Teater

Annonce

Kan man tage cremen ud af Nimb?

For efterhånden en del år siden fik Nimb en “mor” i form at Fru Nimb, og nu har de fået en “baby”, en lille a...

Nimb er efterhånden kendt som et af Københavns mest luksuriøse steder – til events, ...

Kronborg leverer stadig godt dansk smørrebrød 

Byens gamle “dame”, Restaurant Kronborg leverer stadig noget af byens bedste smørrebrød, uanset om man er til ...

For helt præcis otte år siden besøgte vi en restaurant, der ligger på hjørnet ...

Dansk queer kunst fra 1800-tallet

De danske museer er ikke overrente for tiden, men her er en udstilling der absolut er værd at se. Kunstmaleren...

22. jun
Mette Maria Ahrenkiel i nærbillede i online-dramaet Safe Space på Future V.

Pseudo-thriller i nyt teaterformat

Teater V i Valby har haft premiere på deres nye online scenerum Future V med den første forestilling Safe Spac...

15. jun
Sam Rockwell som sexet homo-nazist og Scarlett Johansson skaber god balance i den satiriske Jojo Rabbit om de sidste måneder i 2. verdenskrig.

Nazi-kanin i lystig satirisk film

8. jun
Nu tilbyder flere teatre forestillinger lavet specielt til online platforme.

Teatre går digitalt

I den sidste måned har teatre over hele verden givet publikum muligheden for at streame forestillinger under C...

16. maj