Intenst teater om fremtiden

Det er Sort/hvid der sammen med TOETT (the Other Side of the Tiger) og Teater Momentum i Odense der har skabt forestillingen NUL der handler om en nulstilling af samfundet. Egentlig skabt med henblik på en modreaktion til det limbo at man mener idékampen har været i siden muren faldt - ideologierne blev tilsidesat og ligeledes drømmene og formålet blev ikke at forny og forbedre samfundet, men at opretholde det. 

Men forestillingen får en enden aktualitet lige nu i en verden der er ved at indstille sig på at skulle nulstilles og starte forfra efter den pandemi vi er lige midt i.

Det er intenst og skarpt leveret fra Morten Hee Andersen, og verdens kollaps er effektfuld illustreret med stroboskoplys, aske fra oven og dundrende musik over Ida Grarups flotte ø-scenografi - ekstra effektfuldt grundet højtalere blandt publikum. 

Men så knækker historien lidt når vi når til de fremtidige scenarier som tre forskere har været med til at udvikle. Man tager udgangspunkt i en virkelig person, nemlig Bob Nelson som i 60'erne forsøgte at nedfryse mennesker indtil der var en kur til hvad de fejlede, hvilket ofte var kræft. Det gik ikke så godt med de eksperimenter - men Nelson blev selv nedfrosset i 2018 da han fik kræft i maven. Nelson bliver tøet op 3000 år ude i fremtiden - og her bliver teksten lige lovlig banal og en anelse skræmmende at man så mange år frem åbenbart stadig lever i en heteronormativ verden med religion og ritualer - men mon ikke det også kun er heteroseksuelle forskere der er kommet med deres fremtidsbud?

Har man som jeg angst for at skulle aktivt deltage i den forestilling man er inde og se, skal man forberede sig på at en del publikummer i løbet af aftenen bliver hevet op på scenen og skal agere forskellige personer i fortællingerne. 

At det hele ikke ender som en triviel aften med halvhjertede fremtidsvisioner, skyldes helt og aldeles Morten Hee Andersens overbevisende fortællerfigur og et flot visuelt udtryk.