Politisk melodrama

Handlingen i Simon Boccanegra er en meget rodet affære i det oprindelige libretto - der blev renset ud allerede i Verdis levetid, men det er stadig en kulørt omgang melodrama med skjulte børn, chokerende familieafsløringer, jalousi og politisk krænkespil - nærmest som en serie på Netflix. Hvis man havde valgt at spille den sådan kunne det være at man havde slugt handlingen bedre - men instruktøren David Hermann havde en anden idé.

I denne version, der benytter det reviderede manuskript fra 1881, har David Hermann i en iver efter at gøre værket "relevant", fået den tanke at lade de forskellige scener udspille sig i forskellige tidsaldre for at vise at politisk korruption altid har været tilstede. Det betyder til gengæld at vi aldrig når at engagere os i nogen af de medvirkende, og at handlingen fremstår endnu mere diffus end den egentlig er - de medvirkende griber også ved enhver lejlighed en pistol klar til at skyde hinanden og sig selv, og det bliver hurtigt mere trættende end interresant - og jeg forstår heller ikke hvorfor dekorationen skal være så ramponeret og grim som om den har stået hengemt på et kulisselager i flere årtier. 

Til gengæld spiller Det Kongelige Kapel Verdis uendeligt smukke og nuancerede musik med masser af følelse og drama under ledelse af Paolo Carignani.

Kiril Manolov giver masser af fylde og nerve som titelpersonen og tilmed en smuk følsomhed i stemmen, men det dramatiske spil bliver nogengange til unødvendig vralten rundt på scenen, men han formår at holde vores interesse fanget som den eneste figur på scenen der ikke skifter i tid. Jens Søndergaard har masser af viril ondskab og kynisme i sig som den intrigante og magtliderlige politiske opkomling Paolo, og Gisela Stile giver igen en flot og helstøbt præstation som datteren der dukker op igen. Forestillingens store overraskelse er måske nok Gert Henning-Jensen i den dramatiske rolle som den jaloux elsker Adorno - en rolle han klarer med et flot nedtonet spil og en smuk rund kraftfuld klang på stemmen - jeg tror ikke jeg længe har hørt ham synge så godt, han er virkelig inde i en god vokal udvikling. 

Det Kongelige Teaters dejlige operakor får vi også lov at høre - dog om det i nogen scener grundet denne corona-tid er i højtalere fra bagscenen hvor koret bliver suppleret op med dem der i disse tider ikke er plads til på scenen.

Jeg forstår godt at Simon Boccanegra hos mange er blandt Verdis mest populære operaer - dramatisk er den mere problematisk, men man kunne have løst det bedre end tilfældet var her.