Den Kongelige Ballet har igen Twyla Tharps ballet Come Fly Away til musik af Frank Sinatra på programmet. Den Kongelige Ballets dansere springer energiske rundt på scenen - men det er stadig ikke en særlig velfungerende ballet.
Titel: Come Fly Away
Teater: Det Kongelige Teater, Gamle Scene
Spilleperiode: 3. september - 13. oktober.
Det er skønt at vi igen kan sidde i et fyldt teater - det er en helt særlig stemning at mærke suset og begejstringen fra den fyldte sal. Begejstring var der meget af denne aften, hvor Twyla Tharps glansbillede af en jazzklub gik over scenen. Der blev også danset med livfuld energi og koket flirteri på scenen, hvor et dusin af Den Kongelige Ballets dansere var på scenen til Frank Sinatras sprøde crooner stemme og levende orkestermusik under ledelse af Chris Minh Doky.
Det var nok især musikken der var med til at bære begejstringen i hus. Lyden var perfekt og The Chris Minh Doky Orchestra er sikre ledsagere til Frank Sinatras stemme i det ene hit efter det andet.
Koreografien af Twyla Tharp er til gengæld stadig temmelig rodet, men den er bedre danset denne gang end tilfældet var sidste efterår. Især er Benjamin Buza et sikkert holdepunkt som den sexede Sid, mens Holly Dorger og Gregory Dean tager sig af de mere voldsomme pas de deuxer. Ensemblet er også denne gang mere velfungerende med Filippe Moraes og Matteo Di Loreto i spidsen hos drengene og Stephanie Chen Gundorph som et sikkert kort hos pigerne. Carling Talcott-Steenstra har et smukt øjeblik i nummeret Wave og alle danserne får lov at have deres øjeblik i spotlight i anden akts flotte finale.
Det er netop anden akten der er aftenens bedste - det er også den hvor danserne tager mest tøj af! Første akt er ualmindelig rodet og akavet i sit forsøg på at fortælle små historier om dens dansende personer for at puste forestillingen op til to akter.
Vi ville måske hellere have set Twyla Tharps egen kortere og mere vellykkede Nine Sinatra Songs men så ville være blevet snydt for Chris Minh Dokys lækre orkesterlyd og James Youmans scenografi og Donald Holders flotte lysdesign.
Publikum er begejstrede og humøret fra scenen smittende med god er Come Fly Away ikke rigtig.