Sofie Elkjær Jensen kan ikke holdes nede som det lysende midtpunkt i Faust på Operaen, her omgivet af dansere fra Tivoli. , Foto Miklos Szabo

Faust til låns – med benspænd

Af Knud Arne Jürgensen 11. september 2021

Alle komponister skriver på baggrund af hvad de har hørt og set i deres liv, og alle kunstnere skaber for og i relation til deres egen tid. Det måske mest prisværdige ved Det Kongelige Teaters indlånte forestilling af Zürich-operaens opsætning fra 2013 af Gounods Faust, er nok at iscenesætteren Jan Philip Gloger har placeret værket i komponistens egen samtid. 

Titel: Faust

Teater: Det Kongelige Teater, Operaen

Spilleperiode: Til 27. oktober 2021

Som en kommentar og version af Faust-legenden i forhold til 1850’ernes Frankrig, ramte Gounod selv plet med denne musikdramatiske gendigtning i forhold til sin egen tids bigotte samfund, der uden hæmninger dyrkede moralen om dagen og lysterne og begæret om natten.

Fra den synsvinkel bliver opsætningen en spændende oplevelse, men forestillingen er så sandelig ikke uden benspænd, både af de selvforskyldte iscenesættelsesmæssige slags og de delvist uforskyldte praktiske omstædigheder. Når den personificerede sataniske skikkelse Mefistofeles gør sin entré i operaens 1. akt er det i djævlekostume med kappe og horn i panden, som var han trådt lige ud af Goethes egen roman, hvilket unægtelig forvirrer begreberne i hele forestillingens afsæt en hel del, og ikke just falder i tråd med iscenesættelsens grundidé, om at lade dramaet være et sindbillede på komponistens egen parisiske samtid, også kaldet det 2. kejserdømme. En fjollet svipser.

Skildringen af Mefistofeles djævelske manipulering af den satte videnskabsmand Faust (Niels Jørgen Riis) og den fattige ungmø Marguerite (Sofie Elkjær Jensen) blev ved premieren udsat for endnu et (”uforskyldt”) benspænd, idet den sydkoreanske bas Kyungil Ko var indisponeret og rollen derfor måtte udføres mimisk på scenen af iscenesætterens assistent, mens rolle blev sunget fra kulissen af den hasteindkaldte og formidable litauiske bas Tadas Girininkas. Han løste opgaven forbilledligt, men scenisk blev det en temmelig blandet fornøjelse af et nærmest ubehjælpeligt fortidigt pantomimisk balletpræg. Som tilskuer må det være tilladt at forundres over den manglede dublering af denne helt centrale rolle, ja faktisk operaens mest betydningsfulde parti og hele omdrejningspunkt.

Er Den Kongelige opera i dag virkelig så langt i knæ, at den ikke kan finde ressourcer til en gennemført dublering af samtlige roller, når den kaster sig ud i en ældre indlånt udenlandsk opera-opsætning fra 2013? Spørgsmålet og svaret må svirre i luften, og man sidder tilbage med både undren og forbavselse over en så eklatant dårlig besætningshåndtering, der alt andet lige udpiner forestillingens hele dramatiske gennemslagskraft.

Når det er sagt, så er der bestemt ting at glæde sig over, men også andre som opmuntrer mindre. Gounods orkestrale greb om musikken, der hvis man i sin indre fantasi lod sangerne forstumme, i lange stræk er af overvældende symfoniske virkninger, bliver forløst forbilledligt af kapellet under Marie Jacquots sikre greb om værkets klangvirkninger. I talrige passager frembringer Gounod her righoldige orkestrale lydbilleder, der bringer tanken hen på hans forgænger, komponistkollegaen Mendelssohn allerbedste symfoniske værker.

På scenen er de vokale indsatser noget mere sammensatte. Niels Jørgen Riis har i titelpartiet en vægtig fysisk fremtoning, men stemmen er for metallisk og klagen for utæt til at kunne honorere de krav, som operaens partitur fordrer. Sofie Elkjær Jensen fylder rollen overbevisende i både fremtoning og vokalt overskud, men kunne give betydeligt mere i operaens første halvdel, hvor lykken og forelskelsen tilsmiler hende i rigt mål. Her brænder hun ikke igennem, men hendes tragiske endeligt står stærkt. Mefistofeles (sunget fra kulissen) fylder den sataniske skikkelse ud til bristepunktet og i kirkescenen, hvor komponisten ville udstille samtidens religiøse bigotteri overfor de udstødte, er djævlestemmen flot vokalt understøttet af det sikre operakor. Den figur, der i opsætningen måske bedst honorerer Gounods sangkunst såvel stemmemæssigt som i sin franske diktion er bukserollen Siébel, sunget af mezzosopranen Kari Dahl Nielsen. Her kommer den ægte franske klang og stemmebehandling til fuld udfoldelse, hvilket kun uhyre sjældent høres under vore himmelstrøg. At Nielsen samtidig formår at levendegøre rollens vanskelige menneskeskildring gør hende tilmed til forestillingens måske mest interessante personskildring, uanset rollens lidenhed i det overordnede drama.

Scenografisk er forestillingen holdt i sort og hvidt og får dermed et lidt antikveret filmisk præg fra før farvefilmens dage. Dette er selvsagt bevidst, men understøtter ikke just Gounods musikalske farvepalet, der med sin righoldige orkestrering tager hele farveladen i brug og rækker fra skildringen af det vilde og vulgære parisiske natteliv, over det fattige og uskyldshvide pigekammer-interiør til katedralens dunkle og tyngende sfære. Her er opsætningen med sin nærmest farveløse holdning ude af trit med værket. Koreografisk fyldes scenen af soldater, bønder og godtfolk af alle klasser, der i naturlige og ikke balanceforskydende bevægelser og danse af Per Lundsgaard giver forestillingen det sceniske liv, som dens enstonige scenografiske farveholdning måske fornægter den. Forestillingen spiller sig dog overordnet set hjem som et gennemført bud på en ældre operaforms (grand opera) muligheder i dag – med eller uden benspænd. 

Tjek os ud

Teater

Annonce

Kedelig kold og med bølgepomfritter

Tivoli har budt den populære burgerbar Gasolin Grill indenfor i sin smukke have. Om det var klogt vil tiden vi...

For lidt over et år siden besøgte vi Tivoli for at sætte fokus på de steder der havde...

Tivolis bedste burger!

Findes der noget bedre end en rigtig juicy burger, en burger hvor du med en mundfuld kan smage lidt af det hel...

Tivoli slår sig op som byens største spisested, og det er ganske rigtigt. I Tivoli er der noget f...

Vi følger tre børn under og efter terrorangrebet på Twin Towers i forestillingen Generation 9/11 på Edison.

Terror i børnehøjde

Mungo Park og Betty Nansen er gået sammen om en forestilling der undersøger hvad der skete med den amerikanske...

18. sep
Stig Rossen er triumferende sikker i rollen som Jabbadoor i den nye flotte udgave af Atlantis i Tivoli.

Hil Atlantis!

Tivoli og Mikkel Rønnow har lavet en smuk og elegant udgave af Atlantis der gør hvad den kan for at skjule vær...

17. sep

Sex education er tilbage

Vi skal endnu engang tilbage til Netflix’ originale serie Sex Education hvor vi selvfølglig igen skal møde de ...

16. sep
Det er Lars Mølsted som Den Store Stygge Ulv der får hele salen hvinende med sig i musicalen De tre små grise på Fredericia Musicalteater.

En, to, tre små grise

Fredericia Musicalteater genåbner med en frisk musical for hele familien.

15. sep