Nøddeknækkeren er tilbage med lyserød julestemning på Kongens Nytorv., Foto Henrik Stenberg

Nøddeknækker med både godt og skidt

Af Knud Arne Jürgensen 29. november 2021

Den hidtil tredje klassiske Nøddeknækker-ballet herhjemme, har sine både fortrin og mangler.

Titel:  Nøddeknækkeren

Teater: Det Kongelige Teater, Gamle Scene

Spilleperiode: Til 30. december 2021.

Den kongelige Ballet har tidligere danset to udgaver af Nøddeknækkeren i henholdsvis 1971 (med Flemming Flindts koreografi og Bjørn Wiinblads scenografi) samt i Tivoli 2001 (opsat af Alexei Ratmansky og Mikael Melbye). På Aveny Teatret på Frederiksberg Har vi i 2003 tillige set en tredje og vildt anderledes version med breakdance og andre gode takter skabt af Sten Koerner. Disse tre versioner er hvad vi herhjemme hidtil har haft at gøre godt med ved juletid inden for dansens rige, lige indtil George Balanchines noget daterede New York City Ballet version fra 1954 kom til Kongens Nytorv i 2011. Den har siden da haft fast holdeplads på nationalscenen ved juletid, og er i år taget op igen.

Koreografisk er historien således blevet fortalt for os flere gange og det i vidt forskellige versioner, hvor nogle var bedre og klarere end andre, nogle smukkere udstyret end andre, og nogle mere betydningsbærende end andre.

Balanchines version har sine fortrin i dens tætte forløb med åbne sceneskift og koncentrerede koreografiske forløb, som var balletten nærmest en 1-akters forestilling, hvor virkelighedens verden og drømmenes rige vikles ud og ind af hinanden.

Den mystiske tryllekunstner Drosselmeier (udført Jonathan Chmelensky), som på sin vis er hele ballettens omdrejningspunkt, er her dog en alt for ufarlig og næsten ligegyldig personage i sin hele fremtræden. Kostumeret som var han dumpet ned fra rokokko-perioden i et helt forkert århundrede, fremstår han for tilskueren ikke blot som en tidsanakronisme, men tillige som en dramatisk aldeles uinteressant figur – desværre.

De ældre generationer, der i åbnings scenen besøger den bedsteborgerlige på dennes familie juleaften, udmærker sig derimod ved at blive udført af mesterligt maskerede ældre og for længst pensionerede dansere fra balletten, der til gengæld fuldt ud forstår at sætte en uskyldig mimisk dansescene ind i et sandt menneskeligt perspektiv. Alle kan her være med og være sig selv bekendt i juleløjerne.

Dansemæssigt fremstår samtlige medvirkende, inklusive børnerollerne, både fint og hjemmevante på scenen, men dog med enkelte iøjnefaldende undtagelser.

Et særligt skisma opleves ved danserinden Holly Dorger i rollen som Dugdråbe (i den berømte blomstervals). Her udfolder Balanchine sin neoklassiske stil for fuldt udtræk med dens allehånde skæve kropsvridninger og forstrakte bevægelser, der står i en så markant kontrast til balletkorpsets øvrige stramme klassiske dansestil, at man må undres over, hvad Balanchine egentlig har villet i denne klassiske balletverden, udover den naturligvis at skabe en fin og underholdende juleforestilling, men hvor forestillingens klassiske trinsprog på mærkværdig vis går stik imod hans eget foretrukne formsprog.

Den oprindelige historie skrev tyskeren E.T.A. Hoffmann i 1819. 73 år efter skrev russiske Tjajkovskij sin mesterlige musik til Hoffmanns fortælling om Klara, der juleaften får en magisk nøddeknækker. Den gør alt legetøjet bliver levende for en nat og forsøger dermed at trække lille Klara ind i en verden, der regeres af en ond musekonge. Den dybere meningsbærende fortolkning i denne historie fokuserer på den halvvoksne pige, der står på den hårfine grænse til voksenlivet, men først skal gå den grusomme kamp med musekongen igennem, før hun møder sin elskede prins (også han udført af Jonathan Chmelensky) i form af nøddeknækkerens menneskelige virkeliggørelse. Overfor ham kan hun for første gang fornemme sit kommende liv som voksen kvinde.

Mange koreografer i vor tid har viderefortolket på denne handling, Rudolf Nureyev måske allerbedst. Balanchines version står tilbage som et lidt tamt, flot danset, men også uforløst koreografisk livtag, der i mine øjne slet ikke giver balletten den klassicitet, som den fortjener, og heller ikke seriøst giver bud på en dybere meningsbærende fortolkning. Musikalsk lever forestillingen dog op til de bedste forventninger med et Kongeligt Kapel mesterligt anført af Robert Houssart, der rammer plet i både dynamik og tempi, hvilket absolut ikke er nogen selvfølge i ballettens verden.

Tjek os ud

Teater

Annonce

Skal vi på ferie i 2022? 

De fleste af os har fem ugers ferie, men det store spørgsmål er, om vi igen i år vælger Danmark, eller om vi b...

Verden bliver aldrig nogen sinde den samme. Sådan sagde mange under coronakrisen, hvor de fleste blev i ...

Momondo: 10 gode forslag til feriesteder 

“Få en uforglemmelig oplevelse i pridens tegn, og få nye venner i disse lande, som alle har strenge antidiskri...

Jagten på den store LGBT+ gruppe og de over 82 milliarder danske kroner, som købekraften er for d...

Det er både korporlig og verbalt at det bliver kæmpet i komedien The Money Shot i Krudttønden.

Skarptunget komedie om Hollywood

Teatret Down the Rabbit Hole har igen Hollywood-komedien The Money Shot af Neil Labute på plakaten. Denne gang...

16. maj
Vi bygger en vej på Odense Teater er herlig politisk ukorrekt - her med masser af røg i mødelokalet på Rådhuset.

Smart satire i Odense

Odense Teater har fået produceret en velfungerende og sjov satire omkring en af de største politiske brølere i...

9. maj

Heartstopper er Heartbreaking

I fredags kom den længe ventede Netflixserie, der er basseret på Alice Osemans webtegneserie Heartstopper. Ove...

24. apr
Det er i de store koreografiske scener at musicalen Diva har sin styrke.

Energifyldte Divaer

Musicalteatret er rykket ind på Folketeatrets turnéscene i Grøndal Multicenter med en nyskreven musical om dra...

22. apr