Nøddeknækkeren er tilbage med lyserød julestemning på Kongens Nytorv., Foto Henrik Stenberg

Nøddeknækker med både godt og skidt

Af Knud Arne Jürgensen 29. november 2021

Den hidtil tredje klassiske Nøddeknækker-ballet herhjemme, har sine både fortrin og mangler.

Titel:  Nøddeknækkeren

Teater: Det Kongelige Teater, Gamle Scene

Spilleperiode: Til 30. december 2021.

Den kongelige Ballet har tidligere danset to udgaver af Nøddeknækkeren i henholdsvis 1971 (med Flemming Flindts koreografi og Bjørn Wiinblads scenografi) samt i Tivoli 2001 (opsat af Alexei Ratmansky og Mikael Melbye). På Aveny Teatret på Frederiksberg Har vi i 2003 tillige set en tredje og vildt anderledes version med breakdance og andre gode takter skabt af Sten Koerner. Disse tre versioner er hvad vi herhjemme hidtil har haft at gøre godt med ved juletid inden for dansens rige, lige indtil George Balanchines noget daterede New York City Ballet version fra 1954 kom til Kongens Nytorv i 2011. Den har siden da haft fast holdeplads på nationalscenen ved juletid, og er i år taget op igen.

Koreografisk er historien således blevet fortalt for os flere gange og det i vidt forskellige versioner, hvor nogle var bedre og klarere end andre, nogle smukkere udstyret end andre, og nogle mere betydningsbærende end andre.

Balanchines version har sine fortrin i dens tætte forløb med åbne sceneskift og koncentrerede koreografiske forløb, som var balletten nærmest en 1-akters forestilling, hvor virkelighedens verden og drømmenes rige vikles ud og ind af hinanden.

Den mystiske tryllekunstner Drosselmeier (udført Jonathan Chmelensky), som på sin vis er hele ballettens omdrejningspunkt, er her dog en alt for ufarlig og næsten ligegyldig personage i sin hele fremtræden. Kostumeret som var han dumpet ned fra rokokko-perioden i et helt forkert århundrede, fremstår han for tilskueren ikke blot som en tidsanakronisme, men tillige som en dramatisk aldeles uinteressant figur – desværre.

De ældre generationer, der i åbnings scenen besøger den bedsteborgerlige på dennes familie juleaften, udmærker sig derimod ved at blive udført af mesterligt maskerede ældre og for længst pensionerede dansere fra balletten, der til gengæld fuldt ud forstår at sætte en uskyldig mimisk dansescene ind i et sandt menneskeligt perspektiv. Alle kan her være med og være sig selv bekendt i juleløjerne.

Dansemæssigt fremstår samtlige medvirkende, inklusive børnerollerne, både fint og hjemmevante på scenen, men dog med enkelte iøjnefaldende undtagelser.

Et særligt skisma opleves ved danserinden Holly Dorger i rollen som Dugdråbe (i den berømte blomstervals). Her udfolder Balanchine sin neoklassiske stil for fuldt udtræk med dens allehånde skæve kropsvridninger og forstrakte bevægelser, der står i en så markant kontrast til balletkorpsets øvrige stramme klassiske dansestil, at man må undres over, hvad Balanchine egentlig har villet i denne klassiske balletverden, udover den naturligvis at skabe en fin og underholdende juleforestilling, men hvor forestillingens klassiske trinsprog på mærkværdig vis går stik imod hans eget foretrukne formsprog.

Den oprindelige historie skrev tyskeren E.T.A. Hoffmann i 1819. 73 år efter skrev russiske Tjajkovskij sin mesterlige musik til Hoffmanns fortælling om Klara, der juleaften får en magisk nøddeknækker. Den gør alt legetøjet bliver levende for en nat og forsøger dermed at trække lille Klara ind i en verden, der regeres af en ond musekonge. Den dybere meningsbærende fortolkning i denne historie fokuserer på den halvvoksne pige, der står på den hårfine grænse til voksenlivet, men først skal gå den grusomme kamp med musekongen igennem, før hun møder sin elskede prins (også han udført af Jonathan Chmelensky) i form af nøddeknækkerens menneskelige virkeliggørelse. Overfor ham kan hun for første gang fornemme sit kommende liv som voksen kvinde.

Mange koreografer i vor tid har viderefortolket på denne handling, Rudolf Nureyev måske allerbedst. Balanchines version står tilbage som et lidt tamt, flot danset, men også uforløst koreografisk livtag, der i mine øjne slet ikke giver balletten den klassicitet, som den fortjener, og heller ikke seriøst giver bud på en dybere meningsbærende fortolkning. Musikalsk lever forestillingen dog op til de bedste forventninger med et Kongeligt Kapel mesterligt anført af Robert Houssart, der rammer plet i både dynamik og tempi, hvilket absolut ikke er nogen selvfølge i ballettens verden.

Tjek os ud

Teater

Annonce

Kedelig kold og med bølgepomfritter

Tivoli har budt den populære burgerbar Gasolin Grill indenfor i sin smukke have. Om det var klogt vil tiden vi...

For lidt over et år siden besøgte vi Tivoli for at sætte fokus på de steder der havde...

Tivolis bedste burger!

Findes der noget bedre end en rigtig juicy burger, en burger hvor du med en mundfuld kan smage lidt af det hel...

Tivoli slår sig op som byens største spisested, og det er ganske rigtigt. I Tivoli er der noget f...

Den medvirkende børn er skarpe og fuld af energi i musicalen Matilda på Det Kongelige Teater.

Magisk Matilda

Det Kongelige Teater byder indenfor til international musical-succes med Danmarkspremieren på Matilda - The Mu...

28. jan
Det er hos troldende at vi finder de stærke personligheder i balletten Et Folkesagn på Operaen.

Forbyttede børn og troldemagi på Operaen

Den Kongelige Ballet er tilbage på Operaen med Bournonvilles ballet Et Folkesagn, og det er et glædeligt gensy...

23. jan
Laus Høybye er et stærk centrum i den lidt diffuse musical Lazarus på Det Kongelige Teater.

Overlevelse i limbo 

David Bowies musical Lazarus er langt om længe kommet til Det Kongelige Teater og Skuespilhuset efter flere co...

23. jan

En kongelig affære

I Sverige er det almenkendt, at ”malerprinsen” Prins Eugene, hvis smukke hjem ud til den stockholmske skærgård...

17. jan