August Bournonville modstod H.C. Andersens gentagne forsøg på at få balletmesteren til at sætte hans eventyr i trin. Men til sidst tog han tyren ved hornene og koreograferede én samlet forestilling i 1871, der opsummerede de vægtigste af eventyrdigterens værker under fællestitlen Et Eventyr i Billeder. Den var en ret frit behandlet fantasi over Den standhaftige Tinsoldat, der samtidig kom rundt om flere af Andersens værker. Men Bournonville kunne lige så vel have valgt digterens eventyr Snedronningen fra 1844, der nærmest råber på ballet-behandling. Bournonville var dog bange for ikke selv at stå for sine balletters handlingstekster, og gav derfor kun denne ene indrømmelse til vennen Andersen.
Anderledes modige har Tivoli været i 2019 med opsætningen af netop Snedronningen i Yuri Possokhovs koreografi, Oh Lands musik og H.M. Dronningens scenografi og kostumer, der nu er gået over scenen i en repremiere, der inkluderer mindre justeringer af såvel iscenesættelsen som scenografien.
Overordnet er forestillingen vellykket og stemningsfuld, men vigtigst af alt ganske underholdende, takket være dens hurtige koreografiske flow og de gode scenografiske virkninger, der altovervejende består af ustandselige bevægelige lysprojektioner, som ind imellem suppleres af forenklende sætstykker.
Hvad musikken angår, så forekommer den at være tilrettelagt som en relativ ensformig lydkulisse med dens gentagne associationsbærende lydeffekter, der på en lidt for anmassende måde illustrerer scenegangen. Den udføres af et 12-mands ensemble, men skæmmes desværre ved en alt for bastant forstærkereffekt ud over salens højtaleranlæg. Oh Lands komposition kunne her sagtens rummes og opfattes af publikum med en langt mindre eller slet ingen akustisk forstærkning.
Enkelte af den 20-års jubilerende scenografs virkninger står både prægnant og sikkert, som eksempelvis Gerda vilde rensdyrfærd til Snedronningens rige. Her kommer poesien for alvor op til overfladen med primært scenografiens hjælp, men desværre igen ikke nær nok understøttet af det ledsagende lydspor.
Andersens eventyr om den lille Kaj, der har troldsplinten i sit øje, og pigen Gerda, der søger efter ham i den store vide verden, før hun når helt op til Snedronningens rige for dér at udfri ham af den forbandelse, der hviler over ham, hører til blandt eventyrdigterens mest atmosfære-stærke beretninger. Dens uhygge har her nærmest kosmiske anlæg og lader ikke Brødrene Grimms eventyr noget efter i både virkning og gru.
Balletten Snedronningen når i sin koreografiske tilrettelæggelse og trinudtryk desværre ikke op på de samme omdrejninger af uhygge, fordi den aldrig rigtig udfordrer os i forhold til fortællingens iboende baggrundsgru. I ensemblescenerne er der desuden for mange dansere i for modsat rettede bevægelsesmønstre, der efterlader et for diffust indtryk af historiefortællingen i flere scener. Men hovedpartierne (Kaj og Gerda) og enkelte biroller (Krage-gruppen og solo-rensdyret) fremstår både sikkert og imponerende danset, og er alle her igen godt understøttet af scenografens og kostumierens bidrag.
Mest fatalt for helhedsindtrykket er det dog, at Gerdas oplevelse af de rædsler og den uhyrlige uhygge, hun konfronteres med i sin søgen efter Kaj, mere virker som var hun ude på en oplevelsesrejse, der ikke rigtigt påvirker hende, men snarere efterlader indtrykket af en erfaringsberigelse, som aldrig for alvor mobiliserer hendes åndelige og fysiske kræfter. Her bevæger ballettens kunstnerisk sig for meget på overfladen og skøjter dramaturgisk ligesom henover over den egentlige udfordring ved at skulle tage koreografisk livtag med Andersens store skæbneeventyr.
Men underholdende ved juletid er det meste, selvom man går fra forestillingen med et udtalt ønske om større koreografisk dybde og mere sjælelige udfordringer af såvel koreografisk som musikalsk art.