Der er masser af stilforvirring i Det Kongelige Teaters nye udgave af operaen Maskeballet., Foto Camilla Winther

Masker og mennesker – blodig kærlighed og mord

Af Knud Arne Jürgensen 6. december 2021

Maskeballet  på Den Kongelige Operascene med svingende vokale udfoldelser i forvirrende scenografisk stilløshed.

Titel: Maskeballet

Teater: Det Kongelige Teater, Operaen

Spilleperiode: Til 29. januar 2021

Verdis dystre opera Maskeballet om ægtefølt kærlighed og dødelig svigt, skildrer tillige mange af de personlighedstræk, der uundgåeligt følger med og omgiver en stor leder, og manifesterer sig gennem dennes magtfuldkommenhed, som ansporer til revolution og mord. Librettoen i sig selv virker i vore dage på mange måder både fortænkt og dateret, men musikalsk bliver den forløst af komponisten med en imponerende vibrerende styrke og overbevisende menneskeskildringer.

I Det Kongelige Teaters co-produktion med Den Norske opera og Karolina Sofulaks iscenesættelse bemærker man først og fremmest teatrets gæstedirigent, italieneren Paolo Carignani, som her har et usædvanligt sikkert greb om partituret. Det er ofte blevet sagt, at man efter blot få toner og akkorder af operaens forspil ved nok til at forstå, hvilken grundindstilling dirigenten har til dette værk - lyrisk eller dramatisk? Carignani er så afgjort en dramatisk fortolker, der med sikre dynamiske forløb og god økonomisering af partiturets stærke udladninger får de mange intense indre og ydre spændinger hos Verdi-dramaets hovedpersoner op til overfladen gennem skildringen af Kong Gustav (Matteo Lippi), hans elskerinde Amelia (Gisela Stille) og hendes mand Grev Anckarström (Johan Reuter). Dette trekants drama sekunderes stærkt af bipersonerne, pagen Oscar (Ranielle Krause) og spåkvinden Ulrica (Johanne Bock).

Alle træder de scenisk stærkt frem, men desværre med meget vekslende vokale indsatser. Hvad der forundrer mig mest er Gisela Stilles vokale fortolkning af Amelias sjælekvaler. Med et stort scenisk overskud og dramatisk frigjorthed synger hun gennem næsten hele operaens forløb konsekvent med en halv til en kvart tones for lav intonation i forhold til orkestret, hvilket desværre skæmmer hendes indsats markant. Det virker her som et bevidst valg lige indtil operaens sidste scene, hvor hun pludselig rammer plet i alle sine toner og intonationer, hvilket for alvor forundrer.

Johan Reuter er som den forsmåede ægtemand vokalt anstrengt og tyndslidt i stemmen på netop de vægtigste steder, hvilket markant forringer indtrykket af figuren.

Positivt overraskende er derimod Ranielle Krause i bukserollen som pagen Oscar med en så klokkeklar stemme, at hun nærmest fremstår som et himmelsk sendebud, der skærer gennem intrigen og får løftet den dystre stemning med sin vokale prægnans.

Ligeud fremragende er Johanne Bock som spåkvinden Ulrica. Her er det den udstødte, som er i centrum. Med sin imposante fremtræden og stemmens stærke autoritet er Bock’s præstation måske den mest overbevisende blandt de fem ledende roller i denne opsætning.

Scenografien (af Alex Eales) og kostumerne (af Jon Morell) lader meget tilbage at ønske især med sin forstemmende uklare holdning til den periodeskildring, man har villet fremstille af kongemordsdramaet. Vi flyder her rundt mellem figurer og personager, der fremtræder, som var de på en stilturné fra den sene middelalder til oplysningstiden, for så pludselig at træde ind i Napoleon Bonaparte-tiden og rokokko-perioden på én og samme tid. Er uvidenheden virkelig så stor hos nutidens scenografer og kostumedesignere? Eller kan man bare ikke beslutte sig for, hvad man vil ramme med sin skildring? Jeg forundres over denne tilsyneladende tilstræbte stilløshed kastet hen- og udover et værk, der i sit eget kunstneriske udgangspunkt så eksplicit netop vil fastholde en specifik tidsbestemt hændelse og det intense menneskedrama, der omgiver den.

Kapellet leverer et sikkert og smukt afbalanceret bidrag til at opsætningen, så den trods alt ikke falder helt fra hinanden med dens uhåndterlige og forvirrende iscenesættelse. Verdis dynamik og instrumentale intensitet får her et fornemt samspil med operakorets velindstuderede og sikre klangbund, som det kommenterende element til den stærke scenehandling, korene oftest er hos Verdi.

Tjek os ud

Teater

Annonce

Skal vi på ferie i 2022? 

De fleste af os har fem ugers ferie, men det store spørgsmål er, om vi igen i år vælger Danmark, eller om vi b...

Verden bliver aldrig nogen sinde den samme. Sådan sagde mange under coronakrisen, hvor de fleste blev i ...

Momondo: 10 gode forslag til feriesteder 

“Få en uforglemmelig oplevelse i pridens tegn, og få nye venner i disse lande, som alle har strenge antidiskri...

Jagten på den store LGBT+ gruppe og de over 82 milliarder danske kroner, som købekraften er for d...

’Elvis’ hylder både kongen af rock’n’roll og den afroamerikanske arv

Der sker i øjeblikket noget spændende med genren biopic. Den biografiske film skildrer og dramatiserer ikke ...

23. jun

Du kender kunstneren Andy Warhol, men kender du mennesket?

Marilyn Monroe i fluorescerende farver. Sidestillede kopier af Campbell's Tomato Soup. Du kender dem helt sikk...

19. jun
De tre medvirkende professionelle skuespillere i den ganske fine forestilling fra Parkteatret i Frederikssund om krigsflygtninge.

Fin forestilling om krigsflygtninge

Parkteatret fra Frederikssund var på besøg ved CPH Stage festival og viste deres fine og tankevækkende foresti...

13. jun
De fire medvirkende i Svendborg Sommerrevy Rottefælden 2022, med Jan Schou i glansrollen som Dronningen.

Rottefælderevy i friskt tempo

Årets Rottefælderevy er igen på Svendborg Teater og ikke i Rottefælden ude i Caroline Amalie skoven, og det kl...

3. jun