Masker og mennesker – blodig kærlighed og mord

Verdis dystre opera Maskeballet om ægtefølt kærlighed og dødelig svigt, skildrer tillige mange af de personlighedstræk, der uundgåeligt følger med og omgiver en stor leder, og manifesterer sig gennem dennes magtfuldkommenhed, som ansporer til revolution og mord. Librettoen i sig selv virker i vore dage på mange måder både fortænkt og dateret, men musikalsk bliver den forløst af komponisten med en imponerende vibrerende styrke og overbevisende menneskeskildringer.

I Det Kongelige Teaters co-produktion med Den Norske opera og Karolina Sofulaks iscenesættelse bemærker man først og fremmest teatrets gæstedirigent, italieneren Paolo Carignani, som her har et usædvanligt sikkert greb om partituret. Det er ofte blevet sagt, at man efter blot få toner og akkorder af operaens forspil ved nok til at forstå, hvilken grundindstilling dirigenten har til dette værk - lyrisk eller dramatisk? Carignani er så afgjort en dramatisk fortolker, der med sikre dynamiske forløb og god økonomisering af partiturets stærke udladninger får de mange intense indre og ydre spændinger hos Verdi-dramaets hovedpersoner op til overfladen gennem skildringen af Kong Gustav (Matteo Lippi), hans elskerinde Amelia (Gisela Stille) og hendes mand Grev Anckarström (Johan Reuter). Dette trekants drama sekunderes stærkt af bipersonerne, pagen Oscar (Ranielle Krause) og spåkvinden Ulrica (Johanne Bock).

Alle træder de scenisk stærkt frem, men desværre med meget vekslende vokale indsatser. Hvad der forundrer mig mest er Gisela Stilles vokale fortolkning af Amelias sjælekvaler. Med et stort scenisk overskud og dramatisk frigjorthed synger hun gennem næsten hele operaens forløb konsekvent med en halv til en kvart tones for lav intonation i forhold til orkestret, hvilket desværre skæmmer hendes indsats markant. Det virker her som et bevidst valg lige indtil operaens sidste scene, hvor hun pludselig rammer plet i alle sine toner og intonationer, hvilket for alvor forundrer.

Johan Reuter er som den forsmåede ægtemand vokalt anstrengt og tyndslidt i stemmen på netop de vægtigste steder, hvilket markant forringer indtrykket af figuren.

Positivt overraskende er derimod Ranielle Krause i bukserollen som pagen Oscar med en så klokkeklar stemme, at hun nærmest fremstår som et himmelsk sendebud, der skærer gennem intrigen og får løftet den dystre stemning med sin vokale prægnans.

Ligeud fremragende er Johanne Bock som spåkvinden Ulrica. Her er det den udstødte, som er i centrum. Med sin imposante fremtræden og stemmens stærke autoritet er Bock’s præstation måske den mest overbevisende blandt de fem ledende roller i denne opsætning.

Scenografien (af Alex Eales) og kostumerne (af Jon Morell) lader meget tilbage at ønske især med sin forstemmende uklare holdning til den periodeskildring, man har villet fremstille af kongemordsdramaet. Vi flyder her rundt mellem figurer og personager, der fremtræder, som var de på en stilturné fra den sene middelalder til oplysningstiden, for så pludselig at træde ind i Napoleon Bonaparte-tiden og rokokko-perioden på én og samme tid. Er uvidenheden virkelig så stor hos nutidens scenografer og kostumedesignere? Eller kan man bare ikke beslutte sig for, hvad man vil ramme med sin skildring? Jeg forundres over denne tilsyneladende tilstræbte stilløshed kastet hen- og udover et værk, der i sit eget kunstneriske udgangspunkt så eksplicit netop vil fastholde en specifik tidsbestemt hændelse og det intense menneskedrama, der omgiver den.

Kapellet leverer et sikkert og smukt afbalanceret bidrag til at opsætningen, så den trods alt ikke falder helt fra hinanden med dens uhåndterlige og forvirrende iscenesættelse. Verdis dynamik og instrumentale intensitet får her et fornemt samspil med operakorets velindstuderede og sikre klangbund, som det kommenterende element til den stærke scenehandling, korene oftest er hos Verdi.