Magisk Matilda

Musicaludgaven af Roald Dahl's bog Matilda havde urpremiere på Royal Shakespeare Company i Stratford-upon-Avon tilbage i 2010, hvorefter den fik premiere i London (hvor den stadig spiller) og på Broadway. Royal Shakespeare Company er i øvrigt også det teater der har givet verden en af de mest kendte musicals nemlig Les Misérables, tilbage i 1985. Der er dog ikke noget tilfælles for de to musicals, andet end spillelængden på tre timer, som kan være fin nok for Les Misérables men som er alt for langt for en musical som Matilda der henvender sig til børn. Noget jeg også syntes da jeg så den i London og senere i Malmø, hvor denne version er hentet fra.

Forestillingen på Det Kongelige Teater er ellers fuld af energi og spilleglæde fra stort set alle på scenen. Og musicalens morale om at bøgerne altid vil overtrumfe fjernsynet og at man med viden og klogskab kan få retfærdigheden til at ske fyldest er smuk og eviggyldig. Men musicalen har også kant og skarp humor som gør den meget seværdig for det mere voksne publikum, som den måske mest af alt henvender sig til. 

På premiereaftenen var det lille fine Clara Schelling der sikkert tog sig af den store hovedrolle som pigen Matilda der er uønsket af forældrene fordi hun elsker at læse og lære, i stedet for kun at se TV. Hun imponerer med lange replikker, solosange og sågar flydende russisk! Annette Heick er et festfyrværkeri som Matildas sportsdansermor, og Rasmus Botoft morer som Matildas småsvindler af en far, mens Jeff Schjerlund er den dumme bror. Ulla Henningsen har masser af sødme som Bibliotekaren der med spænding og længsel hører på Matildas historier, og Amalie Dollerup finer fine træk frem som den anden kærlige figur i Matildas liv, nemlig hendes lærerinde. Som forestillingens overskurk Rektor Agatha Trunchbull er Mads Rømer Brolin-Tani i sit es i en bladning af Dirch Passer og Jørgen Ryg i dametøj. Grotesk og modbydelig så børn og voksne frydes af grin. Morten Kjeldgaard er ustyrligt sjov som latinodanseren Rudolpho, og Daniel Eriksson morer også i en lille rolle som russisk mafiabos. De øvrige medvirkende børn er utrolig sikre og skarpe i deres præstationer, og mikset med de voksne fungerer fint i skolescenerne. Det skyldes i særdeleshed koreografien af Miles Hoare der forstår at udnytte de medvirkende optimalt og give den helt rigtige stemning og råhed i de store numre. 

Elisabeth Linton har iscenesat meget grundigt, der kunne godt være skruet op for tempo visse steder, men ellers der sjove påhit i en godt fungerende scenografi af Palle Steen Christensen, der passer bedre til Gamle Scene end til Malmø Operas store brede scenerum. Både scenografien og kostumerne af Astrid Lynge Ottosen tager sig godt ud i Ulrik Gads flotte lysdesign.

Men lyden var ikke den bedste. Aftenen igennem var det flere gange så skingert at man ikke kunne høre hvad der blev sunget. I det hele taget var diktionen enorm dårlig både i replikker og i sangene fra rigtig mange i ensemblet. 

Til sidst kan man så undre sig over at når Det Kongelige Teater vælger at spille musical, som jeg i øvrigt mener at de skal hvis de vælger de rigtige værker, så gør de det udelukkende med folk udefra? Jeg mener de har dansere, musikere, sangere, skuespillere i eget hus, hvorfor medvirker de ikke? Er der ikke nok skuespillere ansat der kan synge? I så fald burde man så ikke få det, hvis musicals skal være en del af repertoiret. Denne aften virkede som en indlejret forestilling da der kun var en enkelt medvirkende, Mads Rømer Brolin-Tani fra det faste ensemble - ingen anden. Lad gå at man endnu til denne produktion ikke har et ensemble der kan hvad der skal bruges, men man kunne så have valgt en anden forestilling der passede til hvad man har i huset - der er nok af musicals at vælge i mellem. 

Men det skal ikke tage glæden fra denne musical som er både skarpsindig og hjertevarm, og med en effektiv og energisk musik af Tim Minchin der måske mangler det store kendte nummer, som f.eks. som pigen Annie har med Tommorow i musicalen Annie som må siges at være en slags musicalsøster til Matilda.